Hvis en elev er kommet til skade eller rammes af sygdom, er Jammerbugt Kommune forpligtiget til at sørge for transport til og fra skole. For Folkeskoleelever gælder det dog kun til distriktsskolen.
Denne type kørsel visiteres på baggrund af Folkeskolelovens § 26 og Bekendtgørelse nr. 688 af 20.6.2014 samt Lov om befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser m.v. – LBK nr. 437 af 8.5.2017.
I henhold til Folkeskoleloven er kommunen forpligtiget til at sørge for befordring af syge eller tilskadekomne elever.
Strækker kørslen sig over 5 hverdage, skal der afleveres en lægeerklæring.
I tilfælde hvor befordringsbehovet er under en uges varighed, kan Kommunalbestyrelsen undlade at tilrettelægge befordring, medmindre der i den pågældende uge afholdes prøver, eksaminer eller lignende.
Går dit barn på en Friskole, skal du rette henvendelse til Friskolen.
Serviceniveau for elever/studerende
Der vurderes i hvert tilfælde om eleven har behov for særskilt befordring.
Befordringsbehovet er ikke nødvendigvis den samlede rejsestrækning mellem bopæl og skole, men kan også være tilslutningskørsel, hvor der er transport fra bopæl til offentlige befordringsmidler.
Hvis eleven med rimelighed kan benytte offentlige befordringsmidler er kommunen ikke forpligtiget til at yde særskilt transport.
Praktiske oplysninger
Ved bestilling af kørsel skal du kontakte Kørselskontoret.
Hvis der er dage, hvor eleven ikke skal bruge kørsel, skal du ringe afbud til Kørselskontoret på tlf. 4191 2410. Telefontid 8.00-12.00.
Der køres kun til/fra skole, ungdomsuddannelse eller nærmeste busstoppested.
Der køres ikke til og fra SFO.
Ofte stillede spørgsmål
Kan jeg blive kørt til undersøgelse på sygehuset?
Nej, kørslen er kun mellem hjem og skole.
Jeg skal kun køre i 2 dage, kan jeg få taxakørsel?
Nej. Kommunen kan undlade at sørge for kørsel når det er under en uges varighed.
Jeg vil gerne have en enekørsel, må jeg det?
Det vurderes fra elev til elev, om der er behov for alene-kørsel. Så vidt muligt vil der blive samkørsel med andre.