Hvis du har barsels- eller forældreorlov efter barselsloven, har du mulighed for at vælge en deltidsplads på 30 timer om ugen til dine børn, der er indmeldt i et kommunalt dagtilbud eller i en privat institution.
Denne deltidsplads er ikke en 'almindelig' deltidsmulighed. Den er specifikt knyttet til, at en af forældrene afholder fravær efter barselsloven, og orloven skal ligge inden for barnets tidlige leveår (typisk inden barnet fylder 1-1,5 år).
Når du søger om deltidsplads, skal du dokumentere, at du afholder barsels- eller forældreorlov. Dokumentationen skal bestå af en kopi af vandrejournalen eller en aftale med din arbejdsgiver om barsel/orlov.
Muligheden for deltidsplads på 30 timer kan gives i én sammenhængende periode. Hvis I som forældre ønsker at afholde barsel/orlov i direkte forlængelse af hinanden, skal I ansøge om det på to separate skemaer.
Er barnet allerede indmeldt i dagtilbuddet, gælder de almindelige opsigelsesregler på en måned til den 1. i måneden, før deltidspladsen kan træde i kraft. Ved deltidsplads i privatinstitution er det 2 måneder før.
Retten til deltidsplads bortfalder, hvis:
- du afbryder orloven i en periode på mere end 5 uger
- orloven på anden vis bortfalder
- du under orloven i en periode eller permanent ændrer deltidspladsen til en fuldtidsplads
Perioden hvor du har ret til deltidsplads, kan påbegyndes den dag, du overgår til barsels- eller forældreorlov og ophører samtidig med, at din orlov slutter. Du har pligt til at orientere Pladsanvisningen om planlagte afbrydelser af orloven, hvis afbrydelsen strækker sig over mere end 5 uger, og hvis orloven ophører. Du skal orientere Pladsanvisningen senest med 1 måneds varsel.
De 30 ugentlige timer skal afvikles inden for tidsrummet 8-15 i kommunalt regi, der kan være andre retningslinjer for private.
Du skal orientere dagtilbuddet om, hvordan du ønsker at benytte de 30 ugentlige timer. Brug evt. dette skema ifm. fordeling af timerne.
Fordelingen af de 30 timer kan ændres med et varsel på minimum 4 uger til dagtilbuddet.
Hvis du afholder orlov efter barselsloven kombineret med delvis beskæftigelse, har du fortsat mulighed for at benytte deltidspladsen på 30 timer ugentligt.
Ansøgningen skal sendes senest 1 måned før du ønsker at benytte deltidspladsen. Ved deltidsplads i privatinstitution er det 2 måneder før.
Læs nedenstående retningslinjer, da der er forskel på kommunal og privat. Se også gerne privatinstitutionens egen hjemmeside eller tag kontakt til institutionen, da det er lovpligtigt at tilbyde 30 timers deltidsplads ifm. barsel.
Retningslinjer i forbindelse med 30 timers tilbud
Du kan ansøge digitalt her
Du kan også ansøge via et fysisk ansøgningsskema:
Ansøgningsskema til deltidsplads skal fremsendes sammen med dokumentation for barsel til Pladsanvisningen via sikker post til Pladsanvisningen. Du kan også aflevere ansøgning og dokumentation fysisk i Borgerservice.
Kontakt Pladsanvisningen ved spørgsmål på telefon: 72 57 76 33




