Der er flere forskellige måder at organisere en frivillig affaldsindsamling på.
Se mulighederne nedenfor:
Året rundt: Lån indsamlingsæt
Vej og Park i Jammerbugt Kommune udlåner på alle tider af året "indsamlingsæt" med:
- Snappere
- Poser
- Trafikveste
- Engangshandsker.
De fyldte affaldsposer afhentes efter aftale.
Kontakt Vej og Park på telefon: 41 91 39 43 eller mail: arz@jammerbugt.dk
Forår: Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening (DN) organiserer hvert forår en landsdækkende indsamlingsuge, hvor man kan melde sin egen lokale indsamling til, få tilsendt affaldsposer og efterfølgende bidrage med tal i DN's årlige status.
DN Jammerbugt organiserer som oftest her en lokal indsamling, hvor man som enkeltperson kan melde sig til.
Find mere information eller tilmeld en indsamling i DN-regi på: affaldsindsamlingen.dk
Hold dig opdateret på DN Jammerbugt: jammerbugt.dn.dk
Forår: Ren Natur - tjen penge til din forening
"Ren Natur" er en aktivitet under organisationen "Hold Danmark Rent" og tilbyder organisering og et mindre beløb til foreninger, som melder sig til at tage en indsamlingsrunde.
I Jammerbugt Kommune er der otte ruter.
Tilmeldingen åbner som regel kort efter årsskiftet, og der bliver hurtigt fuldt booket.
Læs mere og tilmeld din forening på: rennatur.org
Forår: Nordisk Strandrydderdag
Nordisk Strandrydderdag er et arrangement, som Hold Danmark Rent lancerer i fællesskab med Nordic Coastal Cleanup - en dag med særligt fokus på at få strandene helt rene.
Læs mere på: holddanmarkrent.dk
September: World Clean Up Day
World Clean Up Day er verdens største samlede skraldeoprydning med millioner af frivillige indsamlere i 197 forskellige lande.
World Clean Up Day er anerkendt af FN og derfor tilføjet FN's internationale kalender med den 20. september som fast dato - det kan dog veksle lidt i de enkelte lande.
I Danmark er Plastic Change landekoordinator.
På worldcleanupday.dk kan du oprette en indsamling eller tilmelde dig en eksisterende.
Året rundt: Strandkasserne
De 17 strandkasser, som er opstillet af Hold Danmark Rent og som tømmes af Jammerbugt Kommune, står klar til affald året rundt.
De er placeret ved nedkørsler til stranden, og indsamling af affald til strandkasserne kræver ikke en organisering.
Det er bare at smide affaldet i!