Emner såsom bæredygtighed, ressourcebevidsthed og affaldshåndtering er efterhånden blevet til naturlige elementer i vores hverdag og centrale temaer i undervisningen.
Med nedenstående læringstilbud vil vi være med til at skabe begejstring omkring vores fælles ressourcer, være med til at lave affaldssortering til et håndgribeligt emne og støtte børn og unge i at smide rigtigt ud.
A. Få besøg af vores skoletjeneste ”Skraldekaravanen”
B. Kom på rundvisning på en af kommunens genbrugspladser
C. Involver Skraldekaravanens underviser i et engineeringforløb eller andre projektforløb
A - Fremtidens superskraldere
Din klasse kan få besøg af Skraldekaravanen - en bil fuld af skraldehistorier, sorteringsspil og viden om affald, genbrug og genanvendelse.
Vi tilbyder undervisning til alle klassetrin fra 0. klasse til ungdomsuddannelserne, og forløbet kan tilpasses de emner, klassen arbejder med.
Affaldsundervisning kan supplere undervisningen i for eksempel fysik/kemi, samfundsfag, biologi, historie, geografi, eller sågar billedkunst eller madkundskab. Vi kan for eksempel tale om materialer, cirkulær økonomi, genbrug, genanvendelse, affaldshierarkiet, hverdagsskrald, affald i naturen, affaldsforebyggelse, madspild eller mikroplast.
B - Besøg på genbrugspladsen
Genbrugspladsen er et levende eksempel på affaldshierarkiet: Her bliver vores affald genbrugt, sendt til genanvendelse eller energiudnyttelse og samlet til deponering.
Efter aftale afholdes rundvisninger for skoleklasser og andre grupper på alle fire genbrugspladser.
Rundvisninger for skoleklasser afholdes som udgangspunkt udenfor genbrugspladsens åbningstid mellem kl. 8-11.
C - Faglig sparring
I Jammerbugt Kommune arbejder vi dagligt med affald: Vi drifter affaldsordninger, vi udarbejder informationsmaterialer og planlægger nye tiltag.
Vi vil gerne dele vores erfaringer med jer. F.eks. ved at agere som sparringspartner eller autentisk publikum til projektforsvar, hjælpe med at finde relevante og autentiske problemstillinger til projektforløb eller bidrage med faglig vejledning til igangværende projektforløb.