Arbejdsløshedsdagpenge
For at få arbejdsløshedsdagpenge skal du være medlem af en a-kasse og være tilmeldt i dit lokale jobcenter.
Dagpenge i udlandet
Hvis du er arbejdsløs og søger arbejde i et EØS-land eller Schweiz, kan du i nogle tilfælde få dine dagpenge med til udlandet i op til tre måneder.
Feriedagpenge
Hvis du er medlem af en a-kasse, kan du under visse betingelser få udbetalt feriedagpenge, når du skal holde ferie.
Kontanthjælp
- Regler for kontanthjælp.
Er du fyldt 18 år, og kan du ikke forsørge dig selv, vil du kunne modtage kontanthjælp.
Gå til Borger.dk for at søge.
Det skal du vide om det nye kontanthjælpssystem
Det nye kontanthjælpssystem træder i kraft den 1. juli 2025. Få mere viden om, hvordan det påvirker din ydelse her.
Hvornår træder det nye kontanthjælpssystem i kraft?
Det nye kontanthjælpssystem træder i kraft den 1. juli 2025. Det betyder, at din udbetaling vil ændre sig fra den 31. juli 2025
Hvad betyder de nye regler?
Formålet med reformen af kontanthjælpssystemet er at indføre et mere enkelt kontanthjælpssystem.
De nuværende ydelser i kontanthjælpssystemet afskaffes og erstattes af én ydelse: Kontanthjælp. Og ydelsen har som udgangspunkt kun tre satser samt en sats for hjemmeboende.
Derudover indføres en række tillæg, der er målrettet børnefamilier, enlige og unge samt et nyt medicintilskud, loft for boligstøtte og indkomstfradrag.
Målet med de nye regler er blandet andet, at det skal kunne betale sig at tage arbejde på lavtlønsområdet, så flere kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Hvornår kommer min ydelse til at ændre sig?
Senest d. 30. juni 2025 har du fået et brev i din digitale postkasse, som forklarer hvordan din ydelse vil blive beregnet fra den 1. juli 2025.
Brevet vil også fortælle, hvordan din ydelse ændrer sig i forhold til i dag.
Hvad hedder de nye satser?
Den nye ydelse har som nævnt i udgangspunktet tre satser:
- Mindstesats: For personer, som ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet
- Grundsats: For personer under 30 år, der ikke har haft svarende til 2½ års ordinært fuldtidsarbejde inden for de seneste 10 år. Satsen vil følge SU som pejlemærke.
- Forhøjet sats: For personer, der er fyldt 30 år eller unge i alderen 25-30 år, der har haft hvad der svarer til 2½ års ordinært fuldtidsarbejde indenfor de seneste 10 år.
Derudover kommer der en hjemmeboende sats, som er for personer under 30 år, der er hjemmeboende hos én eller begge forældre, og ikke forsørger eget barn i hjemmet
Hvad hedder de nye tillæg?
Der er seks nye tillæg:
- Børnetillæg: Du har ret til børnetillæg, hvis du har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn under 18 år. Der er tale om ét beløb uanset antal børn.
- Tillæg til enlige med børn: Du har ret til et enligtillæg, hvis du er enlig med børn og modtager kontanthjælp på mindstesats og grundsats.
- Tillæg til enlige uden børn: Du har ret til et enligtillæg, hvis du er enlig uden børn og modtager kontanthjælp på grundsats og forhøjet sats
- Særligt ungetillæg: Du har ret til særligt ungetillæg, hvis du er vurderet aktivitetsparat i jobcentret og er under 25 år og ikke har forsørgelsespligt over for børn, er mellem 25 og 29 år og ikke har forsørgelsespligt over for børn eller er under 30 år og har forsørgelsespligt over for børn og modtager børnetillæg.
- Midlertidigt tilpasningstillæg: Du har ret til midlertidigt tilpasningstillæg, hvis du er under 30 år og opfylder betingelserne for at modtage tillægget, og modtager en kontanthjælpsydelse i juni og juli 2025. Ydelsescentret foretager vurderingen i forbindelse med sagsgennemgangen. Tilpasningstillægget er midlertidig og sidste udbetaling er juni 2027.
- Fritidstillæg: Du har ret til at modtage fritidstillæg til dine børn, hvis dine børn bor hos dig. Der bliver udbetalt fritidstillæg til op til tre børn.
Hvad skal jeg vide om det nye medicintilskud?
Med det nye medicintilskud er det fra den 1. juli 2025 muligt at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin for dig, der modtager kontanthjælp, hvis særlige betingelser er opfyldt.
Medicintilskuddet er 100 procent til egenbetaling af det billigste receptpligtige, tilskudsberettigede medicinpræparat.
Apoteket kan se, om din egenbetaling er dækket af medicintilskuddet. Du skal derfor ikke ansøge om at få dette medicintilskud.
Du har ret til at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin, når du har fået udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det betyder, at alle borgere, der har modtaget kontanthjælp i et år eller mere, har ret til gratis medicin.
En måned, hvor du kun delvist har modtaget kontanthjælp, herunder supplerende kontanthjælp, vil indgå i opgørelsen af de 12 måneder med kontanthjælp som en hel måned.
Hvis du i en måned har modtaget en udbetaling på 0 kroner, for eksempel fordi hjælpen er blevet nedsat på grund af din ægtefælles indtægter, tæller måneden ikke med i opgørelsen af de 12 måneder. Det er ikke en betingelse, at de 12 måneder ligger i forlængelse af hinanden. Selvom du i en måned ikke har fået udbetalt hjælp, kan du således godt fortsat være berettiget til medicintilskuddet.
Medicintilskud til din ægtefælle
Hvis din ægtefælle har ret til kontanthjælp afledt af din situation, vil din ægtefælle have ret til egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin.
Dette gælder dog kun hvis din ægtefælle selv har modtaget kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder. Det er dermed ikke nok, at din ægtefælle har en afledt ret til kontanthjælp. Der skal også reelt være udbetalt kontanthjælp i 12 måneder inden for de seneste 18 måneder.
Medicintilskud til dine børn
Retten til egenbetaling ved køb af tilskudsberettiget medicin gælder også for børn, som bor hos dig, der modtager kontanthjælp.
For børn under 18 år, som bor hos en forælder, der modtager kontanthjælp, vil retten gælde fra den første dag, hvor forælderen har ret til kontanthjælp.
Hvordan får du tilskuddet?
Der vil helt automatisk blive givet besked fra kommunen til Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, hvis du er omfattet af muligheden for at få dækket egenbetalingen ved køb af tilskudsberettiget medicin. Det betyder at du bare skal henvende dig på dit ønskede apotek.
Du skal ikke selv lægge ud for medicinen, da tilskuddet vil blive ydet direkte på apoteket via Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister. Apoteket afregner tilskuddet direkte med din kommune.
Du skal være opmærksom på at tilskuddet kun dækker det billigste præparat. Hvis det billigste lægemiddel ikke på lager på det enkelte apotek, må du afvente eller hente denne medicin på et andet apotek. Du kan også vælge at betale forskelsprisen selv.
Hvad skal jeg vide om det nye boligstøtteloft?
Der bliver indført et loft over, hvor meget du kan modtage i boligstøtte som kontanthjælpsmodtager.
Boligstøtteloftet vil ligge på 363 kroner om måneden og vil kun gælde, hvis du er gift eller samlevende og modtager kontanthjælp på forhøjet sats.
Hvordan bruger jeg fribeløbet og fradrag ved småjob?
Det skal kunne betale sig for dig at tage småjob ved siden af kontanthjælpen.
Der indføres derfor et indkomstfradrag, som vil betyde, at dig og en eventuel ægtefælle, der modtager den nye mindstesats eller grundsats, får et fribeløb på 5.200 kroner om måneden.
Det vil sige, at du kan beholde de første 5.200 kroner af arbejdsindkomsten, uden at det påvirker din kontanthjælp.
Hvis du modtager kontanthjælp med den nye forhøjede sats, får du et fribeløb på 2.600 kroner om måneden. Hvis du tjener over fribeløbet, vil du kunne beholde 35 procent af din arbejdsindkomst op til henholdsvis 85 og 100 procent af den maksimale dagpengesats, afhængig af dit satsniveau.
Du kan læse mere om og søge kontanthjælp her: Kontanthjælp - er du under 30 år og har du en uddannelse?
Har du spørgsmål kontakt da kontanthjælpsteamet i ydelsesafdelingen her:
Anne-Mette Ulstrup – 72577713
Camilla Bøegh – 72577258
Janni Thomsen – 72577268
Lene Pedersen – 72577264
Sygedagpenge
Sygedagpenge hvis du er ledig, lønmodtager eller selvstændig
- hvis du er ledig
Hvis du er syg og er ledig, kan du søge om sygedagpenge.
- hvis du er lønmodtager
Hvis du er syg og er lønmodtager, kan du søge om sygedagpenge.
- hvis du er selvstændig
Hvis du er syg og selvstændig erhvervsdrivende, kan du søge om sygedagpenge.
Økonomisk tilskud
Du kan søge økonomiske tilskud, f.eks. enkeltydelse fra Jammerbugt Kommune til en række udgifter.
Socialt frikort
Kommunen kan godkende dig til et socialt frikort. Med et socialt frikort kan du tjene op til 40.000 kr. skattefrit.
Socialt bedrageri
Det er socialt bedrageri, hvis borgere mod bedre vidende uberettiget får udbetalt f.eks. boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, friplads i daginstitution, pensioner, sygedagpenge eller andre former for sociale ydelser.
Socialt bedrageri kan resultere i anmeldelse til politiet og/eller krav om tilbagebetaling af en uberettiget ydelse.
Hvad er din pligt?
Du har pligt til at kontakte kommunen, hvis du er i tvivl, om de ydelser, du modtager, er lovlige. Det er jo kun dig, der ved, om dine personlige forhold er blevet ændret.
Det er vigtigt, at kommunen får besked om ændringer i dine personlige forhold. Det kan f.eks. være din adresse i folkeregisteret - det skal være den adresse, du opholder dig/sover på – eller ændringer i dine økonomiske forhold. Kommunen vil naturligvis hjælpe dig med at afklare din situation.
Hvornår er man enlig?
Hovedreglen er, at du betragtes som værende enlig, når du ikke lever i et ægteskab eller i et ægteskabslignende forhold.
Ægteskabslignende forhold kan foreligge når:
- parterne har samme bopæl,
- parterne yder kontante bidrag til fælles husførelse,
- man arbejder i hjemmet eller bidrager på anden måde til den fælles husførelse,
- man helt eller delvist forsørges af den anden part.
Ifølge loven om Det Centrale Personregister skal man have sin adresse dér, hvor man opholder sig mest, regelmæssigt sover og har sine personlige ejendele.
Henvend dig til kommunen?
Har du mistanke om socialt bedrageri, kan du henvende dig til kommunen. Alle henvendelser tages alvorligt og undersøges grundigt.
Du kan henvende dig på følgende måder
Brug vores selvbetjeningsløsninger:
Kontakt kontrolteamet på telefon: 72 57 72 59.
Du kan også skrive et brev og sende det til Jammerbugt kommune, Toftevej 43, 9440 Aabybro
Bemærk, at uberettigede anmeldelser er til gene for både den anmeldte og myndighederne. Afgiver du bevidst urigtige oplysninger om strafbare forhold, kan det føre til politianmeldelse.