Efteråret betyder ikke kun farverige blade og kølige dage – det er også tid til at hylde Jammerbugts mange engagerede ildsjæle og idrætsfolk.
Derfor åbnes nu for indstillinger til efterårets priser, herunder Kulturprisen, Ildsjæleprisen og flere af kommunens idrætspriser.
”Vi ønsker med priserne at anerkende de mange engagerede borgere, som med deres energi og initiativ skaber aktiviteter og arrangementer, der samler vores lokalsamfund,” siger Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget. ”De frivillige er rygraden i kommunens foreningsliv – både inden for kultur, sport og sociale aktiviteter – og det skal markeres.”
Næstformand Kiki Bille Bach supplerer:
”Vi ved, at frivilliges indsats ikke handler om anerkendelse eller priser – det gør man, fordi man brænder for sagen. Men priserne giver os en god anledning til at sætte spot på det store engagement, som skaber værdi for alle i kommunen. Vi glæder os til at modtage mange spændende forslag til kandidater.”
Borgmester Mogens Christen Gade står for uddelingen af idrætspriserne i december:
”Hvert år i december fejrer vi både ledere og trænere, der gør en forskel i vores foreninger, og idrætsudøvere med flotte præstationer lokalt, nationalt og internationalt. Det bliver en hyggelig aften, hvor vi kan hylde de mange talenter og ildsjæle, der gør Jammerbugt rigere på oplevelser og fællesskab.”
Læs mere om de enkelte priser og indstillinger herunder.
Kulturprisen:
Sidste frist for indstilling d. 10.09
Ildsjæleprisen:
https://www.jammerbugt.dk/service-og-selvbetjening/fritid-og-faellesskab/events/arets-ildsjael/
Sidste frist for indstilling d. 05.10
Idrætspris, unglederpris, lederpris:
Sidste frist for indstilling d. 17.11
