You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Fra leverandør til svejsespecialist

Inelco Grinders har med deltagelsen i projektet NordVest Smart Production sikret virksomheden et kompetenceløft og er trådt et skridt nærmere digital transformation.

Svejsning er ikke bare svejsning. Det er tydeligt, hvis man tager en tur forbi Inelco Grinders i Fjerritslev. Det er en virksomhed, som fokuserer på udvikling, produktion og salg af wolframelektrodeslibere, der primært bruges i forbindelse med TIG-svejsning af rustfrit stål og aluminiumsemner.

Man kommer ikke udenom at slibe wolframelektroderne, for ellers kan elektroden ikke tændes. Derudover opnår man med en korrekt og god slibning af elektroden en ensartet og kvalitativ god svejsning.

Korrekt slebne elektroder har en længere standtid og flere gentændinger af elektroden, og dermed reduceres antal skift af elektroden og antallet af slibningerne.

"Vinklen på elektroden er meget vigtig - det er det, vores maskine gør, samtidig med at den beskytter svejseren mod det sundhedsskadelige slibestøv", fortæller Anders Thy, direktør og ejer i Inelco Grinders A/S.

Inelco Grinders har lagt mange kræfter i at finpudse teknologien, og de ligger ifølge Anders Thy rigtig godt på markedet. Virksomheden har mange års erfaring med både tør- og vådslibning af wolframelektroder og har forhandlere i mere end 50 lande. Ligesom der er et godt samarbejde med nogle af de største producenter af svejseudstyr.

Inelco Grinders var en af 45 nordjyske virksomheder, der takkede ja til at deltage i det EU-finansierede erhvervsprojekt NordVest Smart Production, der har fokus på at fremme digital transformation i SMV’ere.

"Det er små processer, vi er i gang med at digitalisere. Men der er vigtigt for mig, at vores produkt kunne indgå i en produktion, hvor industri 4.0 spiller ind", fortæller Anders Thy.

Givtigt samarbejde med universitetet

I forbindelse med NVSP-projektet har Inelco Grinders ligesom en række af de andre virksomheder i projektet haft en gruppe studerende fra Aalborg Universitet, der er en af projektpartnerne, på besøg i virksomheden.

"De studerende og AAU er generelt med i de tidlige stadier i forbindelse med projektet. Vi arbejder meget eksperimenterende i den tidlige udviklingsfase, hvor vi er afsøgende og undersøgende. Vi ser på, hvordan det kunne være rigtig smart at arbejde på, dernæst prioriterer vi ideerne og kører videre med få udvalgte", forklarer Svend Aage Hansen, projektleder, Materialer & Produktion, Aalborg Universitet og tilføjer:

"Den måde at arbejde på har givet virksomhederne i projektet noget. Det kan give god værdi, at man har afsøgt nogle områder og fundet ud af, hvilke måder man ikke skal bruge tid på og arbejde videre med."

"Inelco Grinders er en spændende virksomhed med stort potentiale, og vi har hele tiden haft et godt samarbejde med både ledelse og medarbejdere", understreger Svend Aage Hansen og fastslår:

"Tanken var at lave et fuldautomatisk anlæg med automatisk slibning af elektroder, og inden for projektets rammer er vi kommet et lille stykke af vejen."

Hos Inelco Grinders undersøgte de studerende blandt andet, om der var andre måder at slibe på, end den metode virksomheden allerede benyttede.

"Vi arbejdede meget med at få noget viden om spidsens slibning og afprøve forskellige alternative slibemetoder", fortæller Svend Aage Hansen.

De studerende var desuden ude for at snakke med andre virksomheder for at høre, hvilke krav de stiller til elektroder. Derudover besøgte de en producent af svejseudstyr.

"De studerende har lavet mange tests inde på universitetslaboratoriet og brugt specialudstyret på universitetet til at lave undersøgelser, og det, de har lavet, er dokumenteret med mikroskop og billeder", uddyber Svend Aage Hansen.

Svend Aage Hansen og AAU værdsætter samarbejdet med virksomhederne højt, og han fremhæver, at de studerende har fået meget ud af samarbejdet.

"De fik lavet et rigtig godt projekt, som de fik topkarakter for", fortæller han og fortsætter:

"Vi vil gerne have nogle studerende med ud i virksomhederne - det er rigtig givtigt for alle."

Svend Aage Hansen har også benyttet sig af at søge viden og vejledning hos sine kollegaer på universitetet. I Inelco Grinders tilfælde har der således været en svejsespecialist fra universitetet inde over projektet.

NVSP-netværket blev ligeledes taget i brug til at teste nogle af elektrodernes virkning. Tre andre virksomheder i NVSP-projektet hjalp således med prøvesvejsning af forskellige elektrodebearbejdninger.

Samarbejdet med universitet giver ifølge Svend Aage Hansen virksomhederne nogle muligheder for at få testet og undersøgt ting, der ellers ikke ville ligge lige for. Til gengæld får universitet rig mulighed for at få omsat forskning til praksis samt indsamlet ny viden til deres videre arbejde.

NVSP-projekt gav kompetenceløft

Selvom de mange undersøgelser ikke gav anledning til at ændre Inelco Grinders metode til at slibe elektroderne, gav det virksomheden en nyttig viden.

"Nu ved vi meget mere om det, og det har givet anledning til at tænke over, hvad retning vi skal. Men også bekræftet os i, at vi gør det rigtige på nuværende tidspunkt", fastslår Anders Thy.

En anden af projektpartnerne i NVSP, Fonden Autonomous, foreslog at se på forretningsstrategien i virksomheden, og det gav et skub i virksomhedens udvikling henimod at blive kompetencecenter for TIG-svejsning.

"Det har givet os en større indsigt på området og givet os et kompetenceløft", siger Anders Thy.

Han ser NVSP-projektet som et rigtig godt initiativ og har desuden haft megen glæde af at deltage i projektets Smart Talks. Det er arrangementer, hvor der netop har været sat fokus på relevante temaer inden for industri 4.0. Det har givet deltagerne mulighed for at få en indsigt og viden, de har kunnet tage med hjem i deres virksomhed.

"Vi har fået rigtig spændende input, og så har vi haft mulighed for at netværke og hente inspiration fra andre brancher", siger Anders Thy.

Bæredygtighed er i højsædet

Et af de områder Inelco Grinders har rykket sig på, er, at de inden NVSP-projektet var leverandører af en sliber.

"Nu har vi en målsætning om at være specialister inden for TIG-svejsning. Før var det på slibning", fortæller Anders Thy.

Produktionen har blandt andet fået ansat en ingeniør og en svejsespecialist. Derudover er virksomheden begyndt at lave whitepapers, som er et teknisk dokument, der viser, hvem der kan have fordel af det pågældende produkt.

Inelco Grinders arbejder desuden med tre mål: sundhed, kvalitet og rentabilitet, som de gør alt for at leve op til i deres produktion.

Virksomheden lægger eksempelvis stor vægt på, at deres wolframelektrode-slibemaskiner er sikre og enkle at betjene. Derudover er det ikke uden betydning, at det er en virkelig energikrævende proces at slibe.

"Jeg tror, at der bliver mere og mere fokus på bæredygtighed, og det ønsker vi, at vores sliber kan bidrage til", siger Anders Thy.

Inelco Grinders har allerede udviklet en app, hvor det er muligt at beregne, hvor meget deres kunder sparer på materialespild i forhold til en automatic-sliber. Det er et værktøj, som Inelco Grinders har benyttet sig af i halvandet år.

"Den wolframbesparelse, man opnår er, udover at være materialebesparende også CO2-besparende", forklarer Anders Thy og fortsætter:

"Det giver en troværdighed over for kunderne, at vi har denne mulighed for at lave en konkret beregning af besparelsen for den enkelte kunde."

Og dét er netop en af kerneværdierne for den nordjyske virksomhed.