You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Mød Lenettes Vægttab og Sunde Vaner

I Fjerritslev har Lenette Grønning Jørgensen etableret sig med sin virksomhed Lenettes Vægttab og Sunde Vaner. Som navnet røber, så handler alt i denne virksomhed om menneskets sundhed.

Viden er grundlaget i virksomheden

Hos Lenettes Vægttab og Sunde Vaner er kunderne i trygge og kyndige hænder. Kvinden bag har nemlig bygget sin virksomhed op omkring mangeårig viden inden for sundhedsområdet. Indehaveren har mere end 25 års erfaring som underviser inden for ernæringsassistentuddannelsen, og viden fra den tid er grundlaget for den virksomhed, som Lenette i februar 2022 etablerede i Fjerritslev.

”Jeg har undervist i rigtig mange år af mit liv, og det hele har drejet sig om ernæring og sundhed. Først som underviser på Himmerlands Erhvervs, - og Gymnasieuddannelser i Aars og efterfølgende som vægttabscoach for mennesker, der ønskede at leve et sundere liv og tabe sig. I dag er det et håndværk, som jeg mestrer og bruger hver eneste dag”

Drømmen om at starte selvstændig virksomhed blev født i takt med ønsket om, at der skulle ske noget nyt i indehaverens arbejdsliv, og én ting var sikkert. Den viden og faglighed hun havde opbygget gennem mange år inden for sundhed og ernæring skulle danne grundstammen i virksomheden. Ny viden skulle der også til, så Lenette tog flere kurser og uddannelser inden hun etablerede sin egen virksomhed, herunder blandt andet uddannelsen som kostvejleder, vanecoach og personlig træner.

Paletten af tilbud er bred

Lenettes Vægttab og Sunde Vaner tilbyder både 1-1 forløb samt kollektive hold til private og på sigt også til virksomheder og deres ansatte. Alt sammen er målrettet mennesker, der ønsker at investere i egen sundhed og som oftest har brug for hjælp til vægttab for at nå målet. Coachende samtaler med udgangspunkt i Lenettes eget koncept 4V – metoden, der omhandler viden, vaner, velvære og værdi omkring mad og sundhed, individuelt tilpassede kostplaner og kostvejledninger er også en del af Lenettes tilbud. Kunderne tæller både mænd og kvinder, og de kommer primært fra nærområdet og nabokommunerne.

”Fælles for alle mine kunder er, at de ønsker at investere i deres egen sundhed. De ønsker en forandring og det kan jeg hjælpe dem med via målrettede forløb enten individuelt hvor den enkelte kunde er i centrum eller på mine gruppeforløb.”

Nye digitale koncepter på vej

Kunderne hos Lenettes Vægttab og Sunde Vaner vil i fremtiden kunne vælge mellem flere nye digitale koncepter i form af forskellige onlineforløb, e-bøger, webinarer og deltagelse i Facebookgrupper efter behov og lejlighed. Bor man langt væk kan man allerede nu få individuelle onlinekonsultationer eller deltage i en række skræddersyede onlinekurser bestående af små videoer samt inspirationsmaterialer, guides, opgaver og opskrifter. Målrettede forløb for ansatte i private virksomheder er også lige på trapperne.

Få hjælp til livet som selvstændig

Lenette startede kortvarigt sin virksomhed op på privatadressen med stor opbakning fra familien. Hurtigt opstod dog ønsket om at rykke til større faciliteter uden for hjemmet, også for at sende et signal om professionalisme og seriøsitet. Samtidig opstod behovet for at dygtiggøre sig inden for områder, der også følger med livet som selvstændig – ikke mindst til markedsføring af virksomheden for at tiltrække kunder. Lenette har ligesom andre iværksættere benyttet sig af de mange tilbud, som Vækst Jammerbugt og det øvrige erhvervsfremmesystem stiller til rådighed for de mange, der drømmer om at starte egen virksomhed.

”Jeg kan helt klart anbefale andre som står over for at starte deres egen virksomhed, at række ud og tage imod de tilbud, der findes. Som iværksætter er man god til sit fag, men der er bare rigtig mange andre ting, der følger med livet som selvstændig, som man også skal være god til på kort tid, som for eksempel budgetter, økonomi, markedsføring og salg, og her er der rigtig meget hjælp at hente”

Besøg Lenettes Vægttab og Sunde Vaner