Vil du have overblik over, hvor meget el, vand og varme din virksomhed bruger – og hvor du kan spare? Med Grøn Vækst - ESG for alle får virksomheder i Jammerbugten gratis adgang til en digital platform, der gør det nemt at kortlægge og forstå energiforbruget.
Kend dit forbrug – og find besparelserne
Platformen hjælper dig med at danne et klart billede af, hvor energien forsvinder hen i din virksomhed. Den registrerer og visualiserer data om el-, vand- og varmeforbrug, og giver konkrete forslag til, hvor du kan sætte ind og opnå besparelser – ofte uden store investeringer. Det giver både økonomisk gevinst og en grønnere drift.
Et simpelt værktøj til en kompleks opgave
Den digitale platform er udviklet af virksomheden Streaam, og gør det let at arbejde med energioptimering i praksis. Du får adgang til værktøjer og anbefalinger, der er tilpasset din virksomhed, uanset størrelse eller branche. Alt foregår ét sted, og systemet er nemt at bruge.
Deltag i et webinar og se hvordan det virker
I løbet af 2025 kan du deltage i en række webinarer, hvor vi gennemgår den digitale platform.
Virksomheden Streaam er leverandør af den digitale platform. På webinarerne præsenterer Stream platformen og giver en introduktion til, hvad du kan bruge den til, dens funktionaliteter og hvordan du kommer i gang.
Webinarene er uforpligtende, og du kan efterfølgende beslutte, om din virksomhed ønsker adgang til den nye digitale platform, som ud over din tid er gratis at benytte for virksomheder i Jammerbugten.
Du er velkommen til at invitere flere fra din virksomhed med til webinaret.
Spørgsmål kan rettes til erhvervskonsulent Rebecca Knudsen på rdk@jammerbugt.dk | 4191 1139
Tilmeld dig kommende webinarer
Tilmeld dig ét af de kommende webinarer, og hør hvordan platformen virker.
Alle webinarer afholdes online via Teams.
Baggrund
Stadig flere virksomheder oplever en markant stigning i krav og forventninger inden for områder som ESG (miljø, sociale forhold og ledelse), bæredygtighed og energioptimering. Disse krav kommer både fra lovgivning, investorer, kunder og samarbejdspartnere, der stiller højere standarder for virksomhedernes ansvar og bidrag til en mere bæredygtig fremtid. For mange virksomheder betyder det en nødvendig omstilling mod mere grønne og transparente løsninger og ikke mindst dokumentation i forhold til dette.
Vækst Jammerbugt vil gerne understøtte at virksomhederne i Jammerbugten står stærkest muligst i denne omstilling.
Derfor tilbyder vi alle virksomheder via Grøn Vækst - ESG for alle, en digital platform, der enkelt og effektivt understøtter jeres arbejde med energioptimering, ESG-rapportering efter EU´s standarder og dokumentation. Derudover giver platformen et enkelt overblik over din virksomheds forbrug af el, vand og varme.