Slettestrand er kendetegnet ved en storslået natur, hvor i særdeleshed udendørsaktiviteter fylder meget, men hvor også andre natur-, kultur- og outdooroplevelser udgør en central del af oplevelsestilbuddet. På overnatningssiden er området kendetegnet ved, at en forholdsvis stor andel af overnatningskapaciteten udgøres af hotel og feriecenter.
Der er de senere år sket en positiv udvikling i private investeringer i Slettestrand, som alle er drevet af lokale kræfter, men for at forbedre den samlede oplevelse af feriestedet og støtte den fortsatte udvikling, er det nødvendigt at løfte infrastrukturen. Dette er beskrevet i Strategisk-fysisk udviklingsplan Slettestrand-Thorupstrand fra 2020, ligesom behovet er blevet bekræftet på et aktørmøde i 2024.
Der er siden da skaffet midler til udarbejdelse af et projektforslag, der skal konkretisere tankerne bag Slettestrand Outdoor Hub. Der ønskes et ankomstpunkt, der kan være knudepunkt for faciliteter og et attraktivt opholdssted. Et sted, hvor besøgende, kan få adgang til information, oplevelser og måske lokale produkter. Et sted, hvor natur, formidling og erhverv tænkes sammen for at skabe en helhedsoplevelse for både lokale og turister. Et sted, hvor det er attraktivt at opholde sig, og som løfter den samlede oplevelse af Slettestrand.
Foto: VisitNordvestkysten
Deltag i 2 workshops
Opgaven løftes i samarbejde med dygtige rådgivere fra FLÅK, LOOP Architects og Landsyd Landinspektører, men frem for alt vil vi gerne invitere erhvervsdrivende, turismeaktører og borgerrepræsentanter til to workshops, hvor I kan komme med jeres bud på, hvordan Slettestrand skal udvikles.
Der vil derfor være to workshops, hvor I inviteres til at komme med input:
1. Workshop – Vi lander og lytter
Mandag d. 26. maj kl. 13.00 – 15.30 på Hotel Klitrosen, Slettestrandvej 130, 9690 Fjerritslev
Her vil fokus være på at få ideer, visioner og ønsker fra jer på bordet.
FLÅK styrer processen med kyndig hånd og sikrer et godt afsæt for dialogen.
Tilmeld dig workshop 1 her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/ruw8kp9flv
2. Workshop – Vi tegner og fortæller
Tirsdag d. 17. juni kl. 10.30 – 13.00 på Hotel Klitrosen, Slettestrandvej 130, 9690 Fjerritslev
Her vil FLÅK og LOOP Architects præsentere de første tanker og streger ift. Slettestrand Outdoor Hub.
I inviteres til at komme med input og til at kvalificere projektet.
Tilmeld dig workshop 2 her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/lf1fis3exc
Vi håber, I har mulighed for at deltage i begge workshops.