You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Levendegørelse af Herregården Bratskov

Oplev herregårdslivet, som det udspillede sig i de gode gamle dage når lokale ildsjæle vækker Herregården Bratskov i Brovst til live.

Hver torsdag sommeren igennem bliver den smukke herregård Bratskov i Brovst vækket til live, når omkring 100 lokale ildsjæle kommer udklædt i historiske dragter og fremviser gamle håndværk og traditioner, præcis som i ”de gode gamle dage”.

Det sker hver torsdag formiddag hele sommeren fra kl. 10.00-13.00. Alle er velkomne, og der er fri entré.

 

Rebslager, vodbinder og slotsfrue

På den levende herregård kan man blandt andet opleve smeden ved essen i den gamle smedje, rebslageren, der laver reb i metervis, børstenbinderen som laver de fineste børster, koste, m.m. og vodbinderen og snedkeren, som også begge er gode for en røverhistorie.

I skolestuen kan man prøve at skrive med griffel på tavler. Herudover kan man møde slotsfruen og slotsherren, som går rundt på gårdspladsen og i den frodige slotshave, ligesom man indenfor i de fine stuer kan opleve de flittige fruer med deres håndarbejde og kortspillerne, der ikke altid holder sig til reglerne.

I kælderen findes alle de gamle redskaber, som hver har sin historie. Her står også den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik.

Café og råvaremarked

Efter en tur rundt på herregården kan man nyde en god kop kaffe eller en vand og et stykke ”Drømmekage fra Brovst” i Café Bratskov, krydret med spillemandsmusik og sang i gården. Man kan også prøve en tur i Brovst Handelsforenings lille tog, der tager de besøgende med på tur rundt i byen. I lighed med de tidligere år vil der også være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, marmelader, grøntsager, blomster og gin m.m.

Bratskov sommeren 2025

Hver torsdag er der et nyt tema for levendegørelsen: Veteranbiler, vaskedag, historisk modeshow, gamle redskaber, gamle maskiner og traktorer.

 

  • Uge 27 – Veteranbil-træf og koncert - DYVEKE
    Den 3. juli kan der studeres blankpudset lak, når den gamle herregård besøges af veteranbiler fra nær og fjern, og der vil være rig mulighed for at få en snak med ejerne.

Kl. 11.15-13.00 DYVEKE underholder med gamle danske film- & revysange fra 20'erne, 30'erne og 40'erne. Hvem husker ikke ”Pige træd varsomt”, ”Gå med i lunden” eller “Glemmer du”

 

  • Uge 28 – Vasketøj og værktøj
    Den 10. juli viser vaskekonerne, hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj. Der vil blive vasket på vaskebræt. Og har man lyst, må man gerne selv prøve de gamle vaskeredskaber.

 

  • Uge 29 – Gamle redskaber
    Den 17. juli er der premiere på en helt ny redskabs- og værktøjsudstilling fra Øster Han Herred Egnssamling. Se den fine samling af både gamle redskaber og værktøjer. Prøv at se om du kan gætte, hvad tingene har været brugt til.

 

  • Uge 30 – Historisk Modeshow
    Den 24. juli viser “Historisk Mode” – en festlig udendørs modeopvisning, hvor lokale modeller i alle aldre indtager catwalken og viser en kavalkade af kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1930-1970. Alt sammen stammer fra Inger Thunbos utrolig flotte private samling.

 

  • Uge 31 – Maskiner og traktorer
    Den 31. juli kommer Han Herred Traktorlaug på besøg. De laver en udstilling af gamle maskiner og traktorer. Der vil måske også blive maskiner som arbejder, og det er altid populært at se på for både store og små.

Følg 'Levendegørelse af Bratskov' på Facebook

Har du spørgsmål til Levendegørelse af Herregården Bratskov

Fritidskonsulent
Mette Fonager
41911631