You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Tour de Jammerbugt 2022-2025

Over 3.500 deltagere stiftede bekendtskab med Tour de Jammerbugt, da det havde sin debut i 2019. Nu vender ”touren” tilbage, når lokalsamfundene er værtsby på skift ved de i alt 22 etaper fordelt på de næste fire år. Se informationer nedenfor.

1. etape - Hjortdal

Årets første etape – og den første etape i det nye Tour de Jammerbugt bliver i Hjortdal. I Hjortdal er naturoplevelsen i centrum, hvor der er planlagt ruter, som tager os igennem Hjortdals smukke natur. Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening har sportsuge i samme uge som etapen afholdes, og festteltet står klar til lokale og besøgende, som ønsker at tage del i årets første Tour de Jammerbugt-etape.

Hvornår: Onsdag den 15. juni kl. 17

Hvor: Slettestrandvej 11C, 9690 Fjerritslev - v/ Hjortdal Ungdoms- og Idrætsforening

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10686

2. etape - Ingstrup

På årets anden etape besøger vi Ingstrup, som ”brander” sig på at være ildsjælenes by. Det taler sit klare sprog, når man betragter mængden af lokale aktører som stiller op til etapen i Ingstrup. På de planlagte ruter kommer vi blandt andet forbi Bogbrugsen og Ingstrup Mejeri. Der er også arrangeret en 1,5 km skattejagt for de mindste, og foruden medaljer er der ”lokale goodiebags” til alle forhåndstilmeldte deltagere på etapen. I Ingstrup falder etapen sammen med byens sportsuge, og derfor er byen også klædt på til fest på en sommerdag sidst i juni.

Hvornår: Mandag den 27. juni kl. 18.30

Hvor: Baunen 9, 9480 Løkken - v/ Ingstrup Stadion

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10687

3. etape - Skovsgaard

Imens sommeren buldrer derudaf er Skovsgaard vært ved årets tredje etape, som falder i forbindelse med Skovsgaards lokale festdage. Med et væld af lokale arrangører – Aktive Familier, Borgerforeningen, Skovsgaard Boldklub og KFUM Spejderne i Skovsgaard – er der lagt op til en oplevelse for alle og med plads til alle. Der er arrangeret spændende gå-, løbe- og cykelruter, ligesom der også er planlagt en kortere oplevelsesrute på 3 km, som man kan melde sig på.

Hvornår: Onsdag den 3. august kl. 17

Hvor: Hovedgaden 73, 9460 Brovst - v/ Skovsgaard Boldklub

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10688

4. etape - Gjøl

Årets Tour de Jammerbugt kommer også forbi Limfjorden, når Gjøl er vært ved årets fjerde etape. Start- og målområdet på havnen maler ”touren” blå med et tilbud om SUP-rute, hvis vejret tillader det, og ruter ved vandkanten – bogstavelig talt. Der er også planlagt en trolderute på 1,8 km, som man kan tilmelde sig. Etapen på Gjøl afholdes i forbindelse med Gjøl Festival.

Hvornår: Torsdag den 25. august kl. 17

Hvor: Fjordgade, 9440 Aabybro - v/ Gjøl Havn

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10689

5. etape - Tranum

”Touren” kommer forbi Tranum, hvor både natur og fællesskabet er i højsædet. Der er blandt andet planlagt en familierute på 2,5 km, og for de mere trænede løbere er der en 10 km løberute, ligesom der også er en flot gå- og cykelrute. Skaterbanen danner rammerne om etapens start- og målområde, hvor der også er plads til aktiviteter for både børn og voksne. I samme uge om lørdagen kulminerer Tranums festdage med Tranum Open Air, hvor Tranum Gymnastikforening kan fejre 125 års jubilæum.

Hvornår: Onsdag den 31. august kl. 17

Hvor: Tranhøj 4, 9460 Brovst - v/ Tranum Skaterbane

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10690

6. etape - Nørhalne

Årets Tour de Jammerbugt runder af i Nørhalne til intet mindre end et brag af et lørdagsløb. For første gang afholdes Tour de Jammerbugt nemlig på en lørdag, hvor lokale har sørget for levende musik og madbod. Etapen i Nørhalne falder sammen med det traditionsrige byløb i Nørhalne, og derfor kan vi forvente en stor skare af erfarne løbere. For familier er der også en kortere rute på 3 km, og for alles vedkommende er der garanti for godt humør i målområdet.

Hvornår: Lørdag den 17. september kl. 15

Hvor: Gustav Zimmersvej 27, 9430 Vadum - v/ Nørhalne Hallen

Tilmeld jer allerede nu på: https://www.sportstiming.dk/event/10691

Kontakt for spørgsmål

Fritidskonsulent
Anne Kristensen
41912064