Nyt fra Kommunalbestyrelsen september 2020



Opfølgning på budget 2020

Jammerbugt Kommune har vanen tro lavet en opfølgning på årets budget. Efter de første 7 måneder ser budgettet fornuftigt ud med et resultat, der er lidt bedre end budgetteret og med et flot overskud på driften.

Nøgletallene for budget 2020 viser et forventet overskud på 83,7 millioner kr. på driften. Jammerbugt Kommune forventer i alt at bruge 112 millioner kroner i løbet af 2020 på anlæg, en del af disse anlæg finansieres af overskuddet på driften og en del lånefinansieres.

Samtidig afdrages 52,7 millioner kr. på den langfristede gæld, mens kassetrækket forventes at blive på 33,7 millioner kr.

Efter budgetopfølgningen forventer Jammerbugt Kommune, at den gennemsnitlige likviditet ved årets udgang kommer til at udgøre 159,7 millioner kr.

”Vi er nu over halvvejs inde i året, og kommunens budget for 2020 ser ganske fornuftigt ud. En gennemsnitlige likviditet ved årets udgang på cirka 160 millioner kr. er meget tilfredsstillende i forhold til Jammerbugt Kommunes størrelse og indbyggertal”, fortæller Mogens Christen Gade.

Almene ældreboliger i Aabybro

Kommunalbestyrelsen har godkendt opførelsen af 24 ældreboliger i Aabybro Centret. De kommer til at ligge i nummer 4C.

De 24 ældreboliger får alle to værelser og er en del af det større fornyelsesprojekt i Aabybro Centret, som er i fuld gang. Bag opførelsen af boligerne står Nørresundby Boligselskab, og de forventer, at boligerne er klar til indflytning i slutningen af 2022.

Der er tale om toværelses boliger på mellem 60 m2 og 65 m2. Huslejen bliver på 1.039 kr. pr. m2 om året ekskl. forbrugsafgift. De bliver fordelt på 1.til 6. etage i det nye byggeri, mens der i stueetagen bliver erhvervslejemål. Der etableres fem lejemål på hver etage fra 1. til 3. og tre lejemål på hver etage fra 4. til 6. sal. Der bliver adgang til alle lejemål med elevator.

”Vi oplever generelt stor interesse for almene boliger også blandt kommunens seniorer. Med de nye lejligheder, kan kommunen imødekomme det behov – og endda i midtbyen i Aabybro tæt på indkøb og byens øvrige tilbud”, fortæller Mogens Christen Gade.

Solcellepark – lokalplan vedtaget 

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune har netop vedtaget Lokalplan 01-002 efter den har været i offentlig høring. Med lokalplanen kan der nu opføres en solcellepark ved Vust. 

Solcelleparken kommer til at ligge ved Vust Holme, ca. 1 km sydvest for Vester Thorup.

I det oprindelige forslag skulle parken ligge på et ca. 85 ha. stort område. Efter to offentlige høringer er forslaget blevet revideret, så parkens areal nu er på ca. 58 ha.

Det får dog ikke indflydelse på solcelleparkens kapacitet på 54 mW, svarende til et årligt elforbrug for 14.040 husstande. Antallet af solcellepaneler bliver dermed ikke reduceret, i stedet justeres på afstanden mellem rækkerne af solceller.

Det betyder, at afstanden mellem rækkerne bliver ca. 3 meter og ikke 6 meter, som oprindeligt planlagt. De 3 meter giver fortsat mulighed for at dyrke jorden med græs, og afstanden fra jorden og op til panelerne og afstanden mellem rækkerne tillader også fortsat, at mindre husdyr som får kan afgræsse arealerne ved solcellerne.

Solcelleanlægget kommer til at bestå af parallelle øst-vestgående rækker med solcellepaneler monteret på stativer. Panelerne bliver stillet skråt i en vinkel mod syd.  

For kommentarer, kontakt:
Borgmester Mogens Christen Gade tlf.: 4191 2001