Nyt fra Kommunalbestyrelsen december 2019

Nye lejeboliger på Nordvangsvej i Skovsgård, ny organisering af turismeindsatsen i Jammerbugt Kommune, solcellepark ved Vester Thorup, helikopterbase i Jammerbugt Kommune og beskæftigelsesplanen 2020 er godkendt.

Nye lejeboliger på Nordvangsvej i Skovsgård

I samarbejde med Domea Aabybro planlægger Jammerbugt Kommune at få etableret flere almene lejeboliger i den central del af Skovsgård.

I forbindelse med budgetforliget 2020 blev der afsat midler til at etablere flere almene lejeboliger i Skovsgård. Flere boliger i området er samtidig et fokuspunkt i Skovsgårds ’Lokale Udviklingsplan’, som lokalbefolkningen står bag.  

”I kommunalbestyrelsen arbejder vi for, at der skal være et bredt udbud af boligtyper til borgerne i kommunen. Lejeboliger har været et ønske gennem længere tid i Skovsgård, og det er glædeligt, at vi nu får sat gang i processen med at etablere de spændende boliger”, siger borgmester Mogens Christen Gade.

Planen er at opføre otte almene lejeboliger, hvor fire af boligerne er 97 m² hver og har fire værelser, mens de øvrige fire boliger hver er 70 m² og har to værelser. Uanset størrelse får alle boliger en overdækket terrasse på ca. 10 m², et udhus på 5,5 m² og en carport på 16 m².

Huslejen bliver cirka 954 kr. pr. m² om året ekskl. forbrugsafgifter. Det kommer til at svare til en månedlig husleje på 7.112 kr. for boligerne på 97 m² og 5.565 kr. for boligerne på 70 m².

De otte boliger bliver placeret på Nordvangsvej. Boligerne forventes at blive klar til indflytning i starten af 2021.

Ny organisering af turismeindsatsen i Jammerbugt Kommune

Næste år oprettes Destination Nordvestkysten. Det er en forening med kommunerne: Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted.

Det nye samarbejde betyder en ændring af den nuværende organisering af turismeindsatsen i Jammerbugt Kommune, og en række opgaver fra Jammerbugt kommune bliver derfor overdraget til Destination Nordvestkysten.

Hidtil har VisitJammerbugten og Vækst Jammerbugt, som er erhvervskontoret i Jammerbugt Kommune, stået for den samlede turismefremmeindsats i kommunen. Fremover vil Destination Nordvestkysten overtage flere af opgaverne, det vil være følgende:

  • Strategisk destinationsudvikling
  • Digital markedsføring og branding
  • Produkt- og forretningsudvikling
  • Koncept for gæsteservice – herunder koncept for digital gæsteservice
  • Projektudvikling og projektfinansiering, herunder fundraising
  • Samarbejde med turismeerhvervet
  • Netværk- og kompetenceudvikling
  • Analyse og statistik
  • Interessevaretagelse

Destination Nordvestkysten får hovedkontor på Skeelslund nær Aabybro, hvor også Dansk Kyst- og Naturturisme har til huse. Derudover kommer en filial i Lemvig Kommune.

Destination Nordvestkysten får et tæt samarbejde med VisitNordjylland, som også flytter ind på Skeelslund.  

Nogle opgaver vil fortsat skulle løses hos Vækst Jammerbugt og VisitJammerbugten, det er opgaver som: Lokal eventafvikling, eventstøttende funktioner og lokal erhvervsunderstøttelse. 

”Næste år bliver et overgangsår, hvor organiseringen og overdragelsen af opgaverne skal falde på plads. En vigtig opgave for destinationsselskabet bliver at nytænke turismeservice i hele destinationens område ud fra det perspektiv, at turister i dag gør langt større brug af digitale services fremfor traditionel turistkontorbetjening”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Færre henvendelser på turistkontoret i Blokhus
Antallet af personlige ekspeditioner på turistkontoret i Blokhus er faldet de seneste år. Mønstret er, at flere turister vælger det fysiske turistkontor fra. Til gengæld benytter turister mobil, tablets og infosteder med touchskærme og fysisk infomateriale hos overnatningssteder og centrale indkøbssteder. I Jammerbugt Kommune er der infosteder ved SuperBrugsen i Fjerritslev, Menu i Saltum, Bageren i Hune og bibliotekerne i Brovst og Fjerritslev.

De færre personlige henvendelser på turistkontoret i Blokhus betyder, at kontoret afvikles, og der i stedet vil ske tiltag, der lægger sig op ad det arbejde, som Destination Nordvestkysten senere fremlægger. Den endelig afklaring vil ske senest ved udgangen af 2020.

Tre af medarbejderne, der i dag varetager opgaverne, bliver virksomhedsoverdraget til det nye destinationsselskab, mens de resterende to medarbejdere fortsat vil være ansat i Jammerbugt Kommune til at varetage de blivende opgaver som lokal eventafvikling, eventstøttende funktioner og lokal erhvervsunderstøttelse.

Solcellepark ved Vester Thorup

Det flade terræn ved Vester Thorup gør området ideelt til et solcelleanlæg. I forvejen er der vindmøller i nærheden, derfor passer et solcelleanlæg godt ind i de eksisterende tekniske anlæg.

Kommunalbestyrelsen har netop godkendt, at forslaget om at opføre en 85 ha stor solcellepark ved Vust Holme, ca. 1 km sydvest for Vester Thorup, skal i offentlig høring i otte uger.

Solcelleanlægget vil bestå af parallelle øst-vestgående rækker med solcellepaneler monteret på stativer. Panelerne bliver stillet skråt i en vinkel mod syd. Hvert stativ vil bestå af fire rækker solcellepaneler med 26 paneler pr. række. Den samlede længde af hvert stativ bliver 44 meter, og afstanden mellem hver række vil være 6 meter. Solcellerne anti-refleksbehandles for at udnytte solenergien mest muligt og for at minimere refleksionsgener på omgivelserne. Afstanden fra jorden og op til panelerne og afstanden mellem rækkerne gør det muligt, at får kan afgræsse arealerne ved solcellerne.

Solcelleparken får en kapacitet på 54 mW, svarende til et årligt elforbrug for 14.040 husstande. Orange-Green solutions B.V. kommer til at stå for at opføre solcelleparken.

Området for solcelleanlægget er udpeget i Helhedsplan ´17. Arealet består primært af dyrket landbrugsjord med ringe bonitet. Solcelleanlægget bliver sløret ved at beplante et bælte omkring anlægget, så det umiddelbart ikke vil være synligt over større afstande.  

Forslag til lokalplanen for solcelleanlægget og en tilhørende miljørapport kommer i otte ugers offentlig høring i begyndelsen af 2020. I forbindelse med den offentlige høring vil kommunen holde et borgermøde, det forventes at blive holdt midt i høringsperioden.

Helikopterbase i Jammerbugt Kommune

Den fjerde akutlægehelikopter i landet får base mellem Vester Hjermitslev og Ingstrup. Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune sender nu forslaget til placeringen i offentlig høring i otte uger.

Helikopterbasen bliver etableret på et 1,5 ha stort område nær Vester Hjermitslev. Dertil kommer et areal på yderligere 1,5 ha til veje. Vejadgangen til området bliver fra Ingstrupvej, lige umiddelbart nord for Kirken. 

Selve helikopterbasen vil bestå af en helikopterlandingsplads (heliport), en sikkerhedszone, en standplads, en kort air transitrute og bygninger.

”Den fjerde akutlægehelikopter i Danmark får en central placering, som bliver til gavn for alle borgere i Nordjylland. Med helikopteren får vi en markant kortere udrykningstid for både den nordligste del af Vendsyssel, Læsø, Thisted og Morsø kommuner og den østlige del af Himmerland”, siger Mogens Christen Gade.

Forventningen er, at der kommer omkring 3000 helikopteroperationer årligt (1500 starter og 1500 landinger). Helikopterbasen vil kunne beflyves 24 timer i døgnet, og flyvningerne forventes at blive fordelt med ca. 63% om dagen (kl. 07-19), 19% om aftenen (kl. 19-22) og 18% om natten (kl. 22-07).

Helikopterbasen vil være bemandet i døgndrift med ca. tre medarbejdere.  

Faste flyvekorridorer
Flyvning til og fra basen vil ske ad fastlagte flyvekorridorer mod vest og øst. I planlægningen af flyvekorridorerne er der taget højde for de nærmeste boliger og nærliggende byer. Der vil dog blive udarbejdet yderligere retningslinjer for at sikre driften af helikopterbasen.

Inden forslaget til placeringen af helikopterbasen bliver endelig vedtaget, kommer det i offentlig høring i otte uger. I forbindelse med høringsperioden holder Jammerbugt Kommune et borgermøde i "Lunden" i Vester Hjermitslev. Det bliver onsdag 5. februar 2020 fra kl. 19-21.

Beskæftigelsesplan 2020 godkendt

Beskæftigelsesreformen fra 2014 har blandt andet betydet en afbureaukratisering af arbejdsprocesserne i kommunernes beskæftigelsesindsats. Derfor behøver kommunerne ikke længere at udarbejde beskæftigelsesplanen efter en central bestemt skabelon, og har derfor større indflydelse på indholdet i planen. Jammerbugt Kommune har netop vedtaget Beskæftigelsesplaner 2020.

Kommunerne skal også fremadrettet lave en beskæftigelsesplan, og der er fortsat beskæftigelsespolitiske mål som rettesnor for arbejdet. Men uden en forudbestemt skabelon, har kommunerne mere indflydelse på både form og indhold i beskæftigelsesplanen fremadrettet.

I forhold til beskæftigelsesplanen for 2020 har Beskæftigelsesministeren meldt følgende ud mål ud:

  • Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
  • Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
  • Flere personer med handicap skal i beskæftigelse

Med disse mål for øje har Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune netop vedtaget Beskæftigelsesplan 2020. En plan, der sætter rammen for den kommende beskæftigelsesindsats og prioritere målgrupper i forhold til de ressourcer, som kommunen har til rådighed.  

I Beskæftigelsesplan 2020 har Kommunalbestyrelsen besluttet at arbejde videre med ungeindsatsen og samarbejdet med virksomhederne. Samtidig har Kommunalbestyrelsen besluttet at opprioritere to grupper af borgere: De borgere, der er tættest på at komme i job eller uddannelse. Og borgere, der er allerlængst væk fra job og uddannelse, for at få dem flyttet til varig forsørgelse – enten førtidspension eller fleksjob. Ved en afklaring vil det frigive flere af jobcenterets ressourcer til at få andre borgere tilbage på arbejdsmarkedet. 

”Med Beskæftigelsesplanen 2020 fortsætter vi vores målrettede arbejde med den beskæftigelsesrettede indsats, vi hidtil har haft stor fremgang med. Vi har et klart defineret fokus for vores indsats i forhold til samarbejdet med virksomheder og borgere. Vi tager udgangspunkt i de enkelte borgere, og samtidig er vores samarbejde med virksomhederne vigtig for, at vi lykkes med at få ledige tilbage i arbejde”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

Beskæftigelsesplanen bliver nu sendt til det Regionale Arbejdsmarkedsråd til orientering. 

Beskæftigelsesplan 2020 kan læses her.