You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 30.04.2025

Tour de Jammerbugt 2025 : Tilmeldingen er åben

Klar til start: Tilmeldingen til Tour de Jammerbugt 2025 er åben

Snør løbeskoene, pump cyklen og vær med, når Jammerbugt Kommune i samarbejde med lokale foreninger igen i år inviterer til fire festlige etaper af Tour de Jammerbugt – vores helt eget gratis motionsløb for alle aldre og niveauer!

I år går turen til Blokhus/Hune, Birkelse/Ryå, Halvrimmen og Aabybro – de sidste fire lokalområder på den store Tour de Jammerbugt-rundtur.

På etaperne stifter vi bekendtskab med både skovens stier, den åbne natur og byens små åndehuller – perfekte rammer for både hygge og motion. Som noget særligt i år tilbyder vi en ekstra lang cykelrute på hele 32,5 km på én af etaperne!

Hver etape byder på flere muligheder:
• En kort lynrute
• En 5 km gå- og løberute
• En 10 km løberute
• En 10 km cykelrute eller mere

Tour de Jammerbugt er et fantastisk eksempel på, hvordan vi i fællesskab skaber aktiviteter, der styrker sammenholdet og giver alle mulighed for at få en aktiv og sjov oplevelse i nærområdet.

Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget

Stærkt forenings-engagement

Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, glæder sig over, hvordan hele lokalsamfundet står bag løbet:


"Tour de Jammerbugt er et fantastisk eksempel på, hvordan vi i fællesskab skaber aktiviteter, der styrker sammenholdet og giver alle mulighed for at få en aktiv og sjov oplevelse i nærområdet. Jeg er stolt over, at så mange frivillige og foreninger bidrager til at gøre løbet til en festdag for hele kommunen."

Samarbejdet med de lokale foreninger er en hjørnesten i arrangementet, hvor ildsjæle og frivillige i hver by sørger for at skabe en god stemning og en tryg ramme omkring de mange deltagere. Tour de Jammerbugt handler ikke kun om motion, men i høj grad også om at mødes på tværs af aldre og baggrunde og opleve det stærke fællesskab, der kendetegner Jammerbugten.

Tour de Jammerbugt er for alle

Næstformand for Kultur-, Fritids-, og Landdistriktsudvalget, Kiki Bille Bach, fremhæver, at løbet er gratis og åbent for alle:


"Det er vigtigt for os, at der er plads til alle – uanset alder, form og ambitioner. Derfor er det helt særligt, at Tour de Jammerbugt er et gratis tilbud, hvor alle kan deltage og være en del af fællesskabet. Vi håber, at endnu flere vil gribe chancen i år!"

De fire etaper - info og tilmelding

21. maj - Blokhus/Hune (Gateway)

12. juni - Birkelse/Ryå

5. august - Halvrimmen

12. august – Aabybro (Aaby skoven)

 

Læs mere om ruterne, datoerne og tilmeld dig på Tour de Jammerbugt HER