You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 20.11.2021

Sundhedsstyrelsen opfordrer: Bliv vaccineret mod influenza

1. oktober startede det gratis tilbud om influenzavaccination til danskere i særlig risiko, og der er god grund til at blive vaccineret. Sådan lyder det fra Sundhedsstyrelsen, der anbefaler personer i risikogrupperne at få vaccinationen nu.

Sidens indhold

Feber og smerter i muskler og led er symptomer, som de fleste af os forbinder med influenza. Men influenza kan også give mere alvorlige sygdomsforløb, og derfor tilbydes de, der er i særlig risiko, gratis influenzavaccination. Vaccination mindsker risikoen for at få et svært sygdomsforløb og mod en overbelastning af sundhedsvæsenet.

Hvis du er omfattet af tilbuddet om gratis vaccination, kan du bestille tid hos din praktiserende læge, henvende dig på apoteket, på en vaccinationsklinik, eller der hvor du plejer at blive vaccineret.

Bekymrende lav tilslutning til influenzavaccination

Målet er at nå en dækning på 95 procent i år, og der er vi slet ikke endnu.

Over 1.200.000 personer har allerede fået vaccinationen, men særligt blandt yngre personer med kronisk sygdom, gravide i 2. og 3. trimester og børn i alderen 2-6 år er der stadig mange, der ikke er blevet vaccineret.

Det gælder også i Jammerbugt Kommune.

Tilslutningen i Jammerbugt Kommune

  • Plejehjemsbeboere, ca. 70% (på landsplan 82%)
  • +82-årige, ca. 69% (på landsplan 74%)
  • 65-81-årige, ca. 67,5% (på landsplan 72%)
  • Gravide i 2. eller 3. trimester, ca. 18% (på landsplan 30%)
  • Øvrige i særlig risiko, ca. 15% (på landsplan 19%)
  • Børn i alderen 2-6 år, ca. 12,5% (på landsplan 17%)

Følgende grupper anbefales og tilbydes gratis influenzavaccination

  • Alle personer, der er fyldt 65 år
  • Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
    • Kronisk lungesygdom
    • Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • Diabetes 1 eller 2
    • Medfødt eller erhvervet immundefekt
    • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Kronisk lever- og nyresvigt
    • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
  • Gravide i 2. og 3. trimester
  • Børn på 2-6 år (OBS! Vaccinationen gives som næsespray)
  • Personer med svær overvægt med BMI > 35
  • Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt
  • Personale i sundheds- og plejesektoren, der har opgaver med pleje, omsorg og behandling af borgere, der er i særlig risiko for alvorligt forløb med influenza
  • Børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

Du kan læse mere om målgrupperne og vaccinen på www.sst.dk/influenza

Vi er på vej ind i en vinter, hvor vi er meget bekymrede for, at mange bliver syge og også alvorligt syge af de infektioner, der er i omløb. Vaccination mod influenza bidrager til at forebygge alvorlig sygdom hos sårbare personer, og hvis færre bliver alvorligt syge, kan vi også aflaste vores sundhedsvæsen i en tid, hvor det oplever et stort pres. Derfor opfordrer vi dem, der endnu ikke har fået deres vaccination mod influenza, til at få det gjort, før influenzasæsonen tager fart.

Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.