You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 05.12.2025

Strandkasser præsenteret af Jammerbugt Kommune til europæisk prisuddeling

Teknisk konsulent i Jammerbugt Kommune, Bettina Brøndum Andersen, var med til at præsentere det danske Strandkassekoncept til en prisuddeling i Nice. Baggrunden er blandt andet kassernes funktion ved oprydningen efter Mærsk-uheldet i december 2023.

Det danske strandkassekoncept er blevet nomineret ved første uddeling af den nye pris European Urban Cleanliness Awards.
Prisuddelingen fandt sted i Nice d. 27 og 28 november, og med til at præsentere projektet var teknisk konsulent, Bettina Brøndum Andersen fra Jammerbugt Kommunes miljøafdeling.

Funktionelle kasser på Jammerbugtens strande

Initiativet ”Hold Danmark Rent” og Kystfællesskabet Vestkysten, som står bag Strandkassekonceptet, valgte Bettina blandt andet fordi hun var en af tovholderne på oprydningen efter Mærsk-uheldet i december 2023, hvor 46 containere røg i Nordsøen.

”Jeg var med i planlægningen af oprydningsarbejdet ud for Jammerbugts kyststrækning dengang, og strandkasserne blev flittigt brugt. De fik stor betydning i forbindelse med oprydningsarbejdet, hvor rigtig mange frivillige deltog, siger Bettina Brøndum Andersen og slår fast:

”Men både før og efter Mærsk-uheldet har vi været glade for strandkasserne i Jammerbugt Kommune. Vi har 17 af dem, og strandens gæster er gode til at bruge dem. Jammerbugt Kommune står for tømningen. Så i fællesskab holder vi strandene rene”.

International opmærksomhed på smart koncept

Strandkasserne vandt desværre ikke prisen, men nomineringen i sig selv har været med til at skabe opmærksomhed omkring et vellykket koncept, der er med til at hold de danske strande rene, fortæller Bettina.

”Vi fik lov til at holde et oplæg, hvor vi fortalte om projektet, og efterfølgende skulle vi svare på spørgsmål fra en jury. Der blev blandt andet spurgt ind til tømningsordning og om ikke affaldet blæser væk, når det stormer. Men det gør det ikke, kunne vi jo svare”.

Strandkasserne

  • Det såkaldte strandkasse-projekt opstod som en del af en Nordisk Strandrydder Dag-kampagne i 2018 og er unikt i Norden.
  • Vestkystfællesskabet arbejder sammen i Hold Danmark Rent om Strandkasserne.
  • Strandkasserne er lavet af genbrugstræ, måler 100 x 120 x 90 centimeter og har et informationsskilt på tre sprog. Kasserne er monteret på to paller, så det er lettere for kommunernes medarbejdere at tømme og køre dem væk.
  • Knap 200 tons affald endte i 2024 i de i alt 200 strandkasser, som er placeret langs den danske Vestkyst, oplyser organisationen Hold Danmark Rent.
  • 10 organisationer og byer fra Europa var samlet til uddelingen af European Urban Cleanliness Award. Læs mere om prisen her The European Trophies 2025 - AVPU • Association of Cities for Urban Cleanliness

Delegationen (Bettina længst til venstre)
Nomineringsprisen
Strandkasserne ved Mærsk uheldet