You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 23.12.2021

Stor tilslutning til indsats med fokus på trivsel gennem fritidsfællesskaber

I et samarbejdsprojekt mellem DRC Dansk Flygtningehjælp, DGI Nordjylland og Jammerbugt Kommune får børnefamilier med flygtninge- og indvandrebaggrund muligheden for at tage del i kommunens mange fritidsfællesskaber – og mange er allerede i gang.

Trivsel gennem fritidsfællesskaber

Trivsel gennem fritidsfællesskaber er et projekt udviklet af DRC Dansk Flygtningehjælp. 10 kommuner er med i projektet fordelt over hele landet og Jammerbugt Kommune er én af disse kommuner. Med små 40.000 indbyggere er Jammerbugt Kommune den mindste af de 10 kommuner, men den kommune med størst tilslutning blandt borgerne her i indsatsens første år. 35 børnefamilier er hjulpet i gang med kontakten til foreningslivet siden projektets start i foråret 2021 og heraf er 13 familier allerede aktive i det lokale foreningsliv.

Vi er meget imponerende over den tilslutning til indsatsen, som vi oplever i samarbejdet med Jammerbugt Kommune. I løbet af efteråret har kommunens ansatte, som er tilknyttet projektet, arbejdet hårdt for at motivere familier med flygtningebaggrund til at sige ja tak til støtte fra vores frivillige. Og det er de i høj grad lykkedes med.

Projektleder for Trivsel gennem fritidsfællesskaber, DRC Dansk Flygtningehjælp Kristina Munch Larsen.

For Jammerbugt Kommune er samarbejdsprojektet endnu et bidrag til den mangfoldige idrætsdeltagelse i kommunen.

Et mangfoldigt og stærkt foreningsliv er en styrke for ethvert lokalsamfund og sådanne fællesskaber har vi allerede mange af i vores kommune. Foreningslivet er en rigtig god vej til integration og med dette samarbejdsprojekt får vi skabt et tværkommunalt fokus på foreningsdeltagelsen for en særlig målgruppe og det viser sig allerede nu at have gode effekter.

Formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.

Som en del af indsatsen rekrutteres lokale frivillige brobyggere, som hjælper børnefamilierne med introduktionen til foreningslivet. Samtidig klædes foreninger på, til at tage imod målgruppen og får titlen som velkomstforeninger. En af de lokale frivillige er Jens Jungersen, der samtidig er formand for DGI-Huset Aabybro.

Trivsel gennem fritidsfællesskaber er noget, der ligger mig meget på sinde og derfor har jeg valgt at blive frivillig i projektet. Som frivillig brobygger til foreningslivet får jeg muligheden for at give børn med flygtninge- eller indvandrebaggrund en tryg indgang til de mange glæder, som vores lokale fritidsfællesskaber har at byde på. Men vi kan ikke gøre det uden nogle gode velkomstforeninger som modtagere af de mange nye foreningsmedlemmer. Derfor håber jeg også på at se så mange foreninger som muligt, når vi inviterer til fyraftensmøde for foreninger d. 8/2 kl. 17 i DGI-Huset Aabybro.

Frivillig brobygger Jens Jungersen.

Tirsdag 8. februar 2022 kl. 17-19 inviteres foreninger i Jammerbugt Kommune til fyraftensmøde om projektet og muligheden for at blive velkomstforening.

Fyraftensmødet afvikles i DGI-Huset Aabybro og alle foreninger er velkomne.