Torsdag d. 18. december kl. 19.00 forvandles Idrætscenter Jammerbugt til et musikalsk juleunivers, når Det Store Bigband Juleshow går på scenen.
Publikum kan se frem til en stemningsfuld koncert med Nordkraft Big Band, de populære solister Anna David og Bryan Rice, samt Fjerritslev Bykor og KvindeKlang.
Koncerten er arrangeret af MusikCompagniet i samarbejde med Idrætscenter Jammerbugt, Jammerbugt Kommune og initiativet ”Kulturen Rykker Ud”, der har til formål at bringe professionelle kunst- og kulturoplevelser ud til alle hjørner af kommunen.
Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen udtaler:
"Det er fantastisk at se, hvordan lokale kor, professionelle musikere og frivillige ildsjæle går sammen om at skabe en koncert i absolut topklasse. Det er netop sådan, vi styrker kulturen i hele Jammerbugt – ved at samarbejde på tværs og bringe kulturen helt ud til borgerne."
Næstformand Kiki Bille Bach tilføjer:
"Juleshowet er et bevis på at samarbejde mellem kommune, frivillige foreninger og en topprofessionel regional kulturaktør kan løfte kulturen ud til alle hjørner af Jammerbugt Kommune. Alle kan glæde sig til en helt særlig aften med musik, fællesskab og julestemning."
Koret "Kvindeklang"
Det nystartede kor har eksisteret i halvandet år og består af 18 sangglade kvinder, der på eget initiativ har samlet sig omkring glæden ved at synge sammen.
Koret synger fortrinsvis moderne danske popsange og ledes af Søren Bundgaard, som er uddannet i musikvidenskab og som organist.
Fjerritslev Bykor
Egnens største kor med cirka 60 sangere, som har været aktivt siden 1970.
Korets motto er ”Syng dig glad i Fjerritslev Bykor”.
Fjerritslev Bykor ledes af Kaj Pries, der blandt andet er uddannet almenmusikpædagog med hovedfag i korledelse.
Nordkraft Big Band
Nordkraft Big Band er hele Danmarks nordjyske bigband, som gennem de seneste år har markeret sig som et meget aktivt, visionært og seriøst ensemble indenfor rytmisk musik.
Nordkraft Big Band opstod i Aalborg i 2010 og har rødder i den europæiske og amerikanske bigbandtradition, men afsøger også formatets forskelligheder.
Det 17 personer store bigband har udgivet flere plader af meget forskellig karakter og bliver bl.a. spillet på DR P8 Jazz. Bigbandet har også gennem interessante samarbejder og projekter gjort sig internationalt anerkendte. Senest gennem samarbejdet med den amerikanske saxofonist og komponist Remy Le Boeuf, der er chefdirigent for bigbandet.
Det seneste album i samarbejdet “Silent Course” får stor ros fra de internationale musikanmeldere.
Derudover har bigbandet samarbejdet med bl.a. John Clayton (US), Bob Mintzer (US), Robben Ford (US), Sinne Eeg, Bobo Moreno, Margrete Grarup, Aalborg Symfoniorkester, Nikolaj Bentzon, Aviaja Lumholt, Veronica Mortensen, Jimmy Jørgensen, Zika (GL), Søren Sko, Dorthe Gerlach, Niels Jørgen Steen, Szhirley, Kaya Brüel, Allan Olsen, Birthe Kjær, Rasmus Bjerg og mange flere.
Anna David
Anna David er en prisvindende og dobbelt platinsælgende dansk artist med internationale rødder. Gennembrudshittet F**k Dig i 2005 blev startskuddet til en imponerende musikalsk karriere, hvor Anna David bliver ved med at overraske og udfolde sin enestående musikalitet.
Hun har ydermere optrådt i flere TV-og Awardshows, som Danish Music Awards, ZULU Awards, Dansk Melodi Grand Prix og meget mere. Anna David deltog også i den første udsendelsesrække af Toppen af Poppen tilbage i 2011. Her viste det sig, at hun også er en fremragende fortolker af andres sange.
Bryan Rice
I år kan Bryan Rice fejre sit 20-årsjubilæum som en af landets helt store artister. I 2005 gik han nemlig direkte ind på førstepladsen på de danske hitlister med kæmpehittet “No Promises” - en af de mest ikoniske sange i dansk musikhistorie.
Siden da er Bryan Rice blevet synonym med god, engelsksproget pop i international klasse, som klinger velkendt hos mange danskere og hans stærke vokal er en fast del af radiokanalernes repertoire.
Succes i blandt andet Belgien, Sydafrika og Asien gør danske Bryan Rices fremtid på stjernehimlen mere og mere klar.
Bryan Rice har udgivet syv albums i eget navn, har deltaget som finalist i Dansk Melodi Grand Prix, været nomineret til Årets Sanger ved Danish Zulu Awards og er ligeledes set i andre sammenhænge som fx. Helmig Teaterkoncerten “Stupid Man” på Bellevue Teatret, Ole Henriksen Symfoniorkester koncerten “I Love It–in concert” i Musikkens Hus i Aalborg, Grand Prix hyldestkoncertturneen ‘Disco Tango’ og diverse TV programmer.




