You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 05.06.2025

Seniorernes aktive stemme i Jammerbugt Kommune

Ingen sager, som har berøring med ældreområdet, besluttes, uden at Seniorrådet i Jammerbugt Kommune bliver hørt. Nu inviteres nye medlemmer til at melde deres kandidatur.

Snart er der ledige pladser i Seniorrådet i Jammerbugt Kommune – pladser hvorfra man har indflydelse, og som det giver mening at bruge tid og kræfter på, understreger formand og næstformand i rådet, Birgitte Kvist og Erik Ingerslev.

”I Seniorrådet er vi talerør for den ældre befolkning. Vi er valgt af dem, som bliver direkte berørt af beslutningerne. Vi skal høres hver gang, der er en sag indenfor ældreområdet, og det bliver vi,” slår Birgitte Kvist fast.

Nye kandidaters faglige baggrund er ikke afgørende. Lyst og kompetence til at engagere sig socialt er det vigtigste, pointerer formandskabet:

”Vi har en masse vigtige opgaver de kommende år. En ny ældrelov er på trapperne, og vi vil følge de forandringer tæt, som den fører med sig. En anden stor opgave er udrulningen af den nye Sundhedsreform, som skal træde i kraft 1. januar 2027 og som medfører store ændringer i både kommuner og regioner. Det er sådan noget vi er spændt på, og det er sådan noget, man skal have lyst til at beskæftige sig med”.

Vi skal høres hver gang, der er en sag indenfor ældreområdet, og det bliver vi

Birgitte Kvist, formand for Seniorrådet

Vær med til at sætte dagsordenen

I indeværende valgperiode har Seniorrådet for eksempel engageret sig i dosispakket medicin, klippekorts-ordningen, forebyggende hjemmebesøg og påmindelse om generhvervelse af kørekort.

”Det er ikke sikkert, vi er enige i de politiske beslutninger, som tages i sidste ende. Men så har vi gjort vores, og det er tilfredsstillende på den måde at være med til at sætte dagsordenen,” er Birgitte og Erik enige om.

De håber på nye gode kolleger i Seniorrådet og opfordrer alle der kunne have interesse for arbejdet, til at melde deres kandidatur på jammerbugt.dk, hvor man kan tjekke ind frem til d.8. september. Valget finder sted d.13-27. oktober 2025.

Seniorrådet vil i den nye valgperiode have 9 medlemmer. Hver af Jammerbugt Kommune fire ophavskommuner er sikret to pladser. Rådet holder møde 10 gange om året og har to årlige dialogmøder med Social- og sundhedsudvalget.

”Og så har vi det hyggeligt og sjovt, imens vi diskuterer vigtige emner,” lyder tilføjelsen fra Birgitte og Erik, som begge genopstiller.

 

Stil op til seniorrådsvalget 2025

Læs mere om Seniorrådet og stil op til valget i efteråret. Sidste frist for at melde sit kandidatur er d. 8. september.
Læs mere og meld dig som kandidat
Erik Ingerslev og Birgitte Kvist