(Nedenstående er en LinkedIn-tekst fra Region Nordjylland, forfattet i forlængelse af et tværsektorielt seminar d. 22. november, hvor erfaringer fra projektet blev delt og vurderet. Både fagfolk og politikere deltog)
I projektet har paramedicinere vurderet skrøbelige borgere i eget hjem. Gevinsten herved er, at en paramediciner kan komme hjem til patienten og tage forskellige prøver og sætte gang i forskellige former for behandling – på delegation af egen læge eller akutlæge.
Det betyder, at nogle patienter kan slippe for en akut tur på hospitalet og blive hjemme eller indlægges subakut næste dag. Indlæggelser tærer hårdt på skrøbelige patienter, så det er vigtigt ikke altid blot at sende en ambulance til indlæggelse, men også overveje andre muligheder.
Vi ser projektet som et fyrtårn i Jammerbugt Kommune. Det vidner om, at vi lykkes, når vi arbejder sammen på tværs. I samarbejdet om udviklingen af det nære sundhedsvæsen skal der være plads til at gå nye veje og afprøve nye metoder. Det har vi vist, at vi er gode til.
Både region og kommune ser gerne et fortsat samarbejde
"I udvalget for det nære sundhedsvæsen ser vi mange perspektiver i projektet i Jammerbugt. Jo tættere vi rykker sammen om opgaverne, jo bedre lærer vi hinandens kompetencer at kende, og jo bedre bliver vi til at imødekomme borgernes behov. Så mens vi venter på Strukturkommissionen og senere Christiansborg, så arbejder vi videre med at udvikle samarbejdet mellem Region, Kommune og Almen praksis for borgerne kan ikke vente. Det arbejde er projektet i Jammerbugt en stor del af og ideerne har allerede smittet af på andre kommuner," siger Lis Mancini, regionsrådsmedlem i Region Nordjylland
Ib Nellemann – formand for Social- og Sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune siger:
"Vi ser projektet som et fyrtårn i Jammerbugt Kommune. Projektet vidner om, at vi lykkes, når vi arbejder sammen på tværs. Der er skabt en politisk ramme og løbebane for afprøvning af endnu flere indsatser. I samarbejdet om udviklingen af det nære sundhedsvæsen skal der være plads til at gå nye veje og afprøve nye metoder. Det har vi vist, at vi er gode til, og det skal vi styrke og gøre mere af i det fremtidige samarbejde. I praksis vidner projektet om, at der er alternativer til nogle af de akutte indlæggelser, som er en stor belastning for en i forvejen skrøbelig borger, og som ligeledes betyder, at vi bruger vores ressourcer forkert".
Positive forsker-evalueringer
”Samarbejdet mellem kommunale sygeplejersker, paramedicinere og Alles Lægehuse er unikt. Normalt plejer der at være mange barrierer og udfordringer, når man skal samarbejde på tværs af faggrupper og de forskellige dele af sundhedsvæsenet. Men det ser vi ikke i det her projekt. Det skyldes såkaldt høj komplementaritet i opgaveløsningen. Paramedicinerne og sygeplejerskerne har netop forskellige kompetencer og viden, der supplerer hinanden” siger Janne Seemann, professor og forskningsleder af Center for Organisation, Management og Administration.
”Vi kan se, at det er en skrøbelig patientgruppe, der samarbejdes omkring, og som har en del flere kontakter til almen praksis end baggrundsbefolkningen. Det giver god mening at skabe et tættere samarbejde omkring den patientgruppe på tværs af sektorerne. Selvom projektet viser gode takter i forhold til at skabe nogle mere hensigtsmæssige forløb for disse patienter, så mangler vi stadig mere viden for at kunne vurdere, om det rent faktisk virker efter hensigten – også hvis man skal udbrede det” siger Janus Laust Thomsen, professor og forskningsleder for Center for Almen Praksis.
Billeder nedenfor: fra det tværsektorielle seminar d.22. november, hvor blandt andet en delegation fra Social- og sundhedsudvalget i Jammerbugt Kommune deltog.