Idrætscenter Jammerbugt – moderne faciliteter til bredden og eliten
En omfattende renovering og tilbygning til Idrætscenter Jammerbugt i Fjerritslev stod færdig tidligere på året, og nu er der sat det endelige punktum, idet Kommunalbestyrelsen har godkendt det færdige regnskab for projektet.
Idrætscenter Jammerbugt har siden august 2023 været igennem en større renovering og tilbygning og kan nu tilbyde faciliteter til både elitesport og breddeidræt – og på den måde imødekomme alles behov.
Det betyder meget for Jammerbugt Kommune, at vi har moderne idrætsfaciliteter rundt om i kommunen. Vi er glade for at bidrage til, at der også i Fjerritslev kan tilbydes attraktive muligheder både for den almindelige motionist og elitesportsudøveren
I alt lyder det endelige anlægsregnskab på 57,5 mio. kr., hvoraf Jammerbugt Kommune har bidraget med ca. 24 mio. kr. i anlægstilskud til projektet.
Efter renoveringen har centret nu tre store idrætshaller med optimerede rammer og mulighed for en lang række sportsaktiviteter. Der er blevet opført en ny multifunktionel idrætshal, som kan bruges til events og forskellige sportsgrene, blandt andet badminton og gymnastik, og svømmehallen er også blevet moderniseret. Desuden er indgangspartiet og mødelokaler blevet fornyet. En vigtig del af renoveringen har også været at skabe en bedre sammenhæng mellem idrætsfaciliteterne og udlejningsværelserne, ligesom der er blevet etableret en stor asfalteret parkeringsplads og forbedrede udemiljøer.
Der har i projektet også været fokus på energibesparende tiltag. Blandt andet er loftet i centerhallen blevet renoveret, taget over omklædningsrummene udskiftet og de eksisterende vinduer erstattet med mere energibesparende vinduer. Det har desuden været nødvendigt at udskifte gamle rør under gulve og forbedre isolering af eksisterende rørinstallationer.
Nyt klubhus i Aabybro i 2026
Aabybro kan se frem til et nyt samlingspunkt, når Aabybro Idrætsforening realiserer drømmen om et nyt klubhus. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt, at kommunens afsatte midler til projektet bliver frigivet.
I december 2024 godkendte Kommunalbestyrelsen et projekt omkring etablering af et nyt klubhus i Aabybro og et bidrag fra Jammerbugt Kommune på ca. 9,5 mio. kr. Ud over tilskuddet fra kommunen er projektet finansieret med tilskud fra fonde, sponsorater, fundraising og egenfinansiering fra idrætsforeningen. Den samlede anlægssum for projektet er på ca. 12 mio. kr.
Siden Kommunalbestyrelsens godkendelse har Aabybro Idrætsforening arbejdet videre med projektet, som har været i udbud hen over sommeren. Der er nu valgt en entreprenør til opgaven, og mange af foreningens ønsker til klubhuset er blevet opfyldt – blandt andet ønsket om seks omklædningsrum.
Klubhuset skal fungere som et samlingspunkt for hele byen og være til gavn for både børn, unge og voksne. Der kommer til at være omklædningsrum, café- og opholdsområde, mødelokaler og gode rammer for både hverdag og større arrangementer.
Kommunalbestyrelsen har netop godkendt at frigive kommunens afsatte midler til projektet. Byggeriet forventes at gå i gang i starten af 2026 og stå færdigt omkring september 2026.
Skoletilbud for elever med autismespektrumsforstyrrelser får en afdeling på Brovst Skole
Undervisning for børn med autismespektrumsforstyrrelser kommer fremover til også at foregå på Brovst Skole, da der er pladsmangel i de nuværende faciliteter på Biersted Skole.
Der har de seneste år været en stigning i antallet af elever med autismespektrumforstyrrelser og behov for specialundervisning, hvilket betyder, at de nuværende rammer på Biersted Skole ikke længere er store nok. Derfor har Kommunalbestyrelsen netop besluttet at udvide tilbuddet, så der etableres et tilsvarende specialskoletilbud på Brovst Skole for elever i 0.-10. klasse og special-SFO. Fremover bliver det således muligt, at elever med behov for specialskoletilbuddet kan gå i skole enten på Biersted Skole eller på Brovst Skole.
Jammerbugt Kommunes vurdering er, at tilbuddet på Brovst Skole vil give en optimal geografisk placering midt i kommunen, så flere elever kan gå i skole tættere på deres hjem, nærmiljø og fritidsliv. Derudover har Brovst Skole i forvejen et specialtilbud for elever med generelle indlæringsvanskeligheder og et højt specialiseret undervisningstilbud for elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. Således har Brovst Skole stor erfaring med at drive og udvikle specialundervisning.
Opstarten af tilbuddet på Brovst Skole kommer til at ske først på året i 2026.
Jammerbugt Kommune vil faldefærdige bygninger til livs
Jammerbugt Kommune arbejder aktivt med at mindske mængden af faldefærdige og ubeboede ejendomme rundt om i kommunen, og Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse netop besluttet at nedrive tre bygninger.
Jammerbugt Kommune opkøber løbende faldefærdige og ubeboede bygninger til nedrivning efter aftale med ejerne. Senest godkendte Kommunalbestyrelsen i august 2025 at opkøbe fire ejendomme til nedrivning, og på kommunalbestyrelsesmødet den 20. november blev der truffet beslutning om at nedrive yderligere tre bygninger. Det sker som et led i kommunens målsætning om at fremstå attraktiv over for borgere, tilflyttere og turister.
Vi har i efterhånden mange år haft fokus på faldefærdige og ubeboede ejendomme. Både ved at vi nedriver bygninger, men også ved at vi støtter op om initiativer til lokale byfornyelsesprojekter på grundene
Kontakt kommunen om ubeboede og faldefærdige bygninger
Har du – eller kender du til – en ubeboet og utidssvarende bolig i Jammerbugt Kommune, som Jammerbugt Kommune skal tage et kig på, kan du skrive til Jammerbugt Kommune på nedrivning@jammerbugt.dk eller ringe på 41 91 26 52.
Derefter besigtiger Jammerbugt Kommune ejendommen, og er der enighed om det, bliver der indgået en aftale med ejeren.


