You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 23.10.2025

Nyt fagligt fællesskab for børn, unge og familier fejret med åbent hus

Onsdag d. 22. oktober blev samlingen af Ungdomsskolen, SSP, Familiecentret og specialskolen Unge Campus i Jammerbugt Kommune fejret med åbent hus i det nye hovedkvarter i Halvrimmen.

Det seneste halvandet år har en række af Jammerbugt Kommunes afdelinger med børn, unge og familier som målgruppe nærmet sig hinanden - i bogstavligste forstand. De er nemlig flyttet ind på den gamle skole i Halvrimmen.

Onsdag eftermiddag d. 22. oktober var det tid til at fejre de partnerskaber og samarbejder, som altid har været der, men som med sammenflytningen har fået bedre rammer og nye muligheder. Det skete ved et åbent hus-arrangement, hvor Halvrimmens borgere og andre interesserede var inviteret indenfor.

Formand og næstformand i Børne- og familieudvalget, Susanne Møller Jensen og Ulla Flintholm ønskede indledningsvist tillykke med de nye rammer. De betonede begge, at det både for ansatte og borgere har været en succes at samle de funktioner, der har til formål at højne trivslen blandt unge (og familier) i Jammerbugt Kommune.

Stærkt samarbejde skaber stærke indsatser

Blandt argumenterne, da Kommunalbestyrelsen i januar 2024 besluttede at samle Ungdomsskolen og Familiecentret og siden også SSP og Unge Campus, var de gode faciliteter på den gamle skole i Halvrimmen – faglokaler som håndværk og design, madkundskab, makerspace og musik. Det var en også en fordel for Familiecentret, at kunne samle sine to afdelinger, ligesom mulighederne for sparring og samarbejde imellem alle afdelinger blev fremhævet. Sidst men ikke mindst betød sammenflytningen, at de mest sårbare unge fik ét sted at forholde sig til og dermed tryggere forløb, når det gælder for eksempel skolevægring.

Nu, cirka et år efter at de forskellige afdelinger er kommet godt på plads, kan det konstateres, at de gode hensigter holdt stik.

”Vi havde faktisk ikke regnet med, at vi ville få så meget ud af at komme fysisk tættere på Familiecentret, SSP og Unge Campus, som vi jo i forvejen samarbejdede med. Men faktum er bare, at det er mere oplagt at dele viden, når man bor dør om dør. Det gør vi nu i endnu højere grad, og det gør en verden til forskel. Derudover glæder vi os over de forskellige værksteder, som giver vores børn og unge en afgørende mulighed for at udfolde sig praktisk og kreativt,” siger Michael Enodden, leder af Jammerbugt Ungdomsskole.

Også Familiecentret sætter pris på – både at være blevet samlet og at være kommet tættere på kollegerne fra de andre beslægtede afdelinger:

”Jeg er glad for, at medarbejderne nu møder ind samme sted, og så dyrker vi mulighederne for samarbejdet med både SSP, Unge Campus og Ungdomsskolen. Blandt andet omkring unge med skolevægring har vi mange fælles snitflader med Ungdomsskolen, og det har givet mulighed for at opbygge nye indsatser og afstemme vores arbejde med de unge på en bedre måde,” fortæller Jonas Nesager Røge, leder af Familiecentret.

Et spændende kig indenfor

Åbent hus med mulighed for at se alle faciliteterne og snakke med både de ansatte og nogle af de børn og unge, der bruger dem, var en god idé, syntes Ellen Simoni og datteren Jane Kjærgaard, der begge havde taget turen fra Pandrup.

”Vi var nysgerrige, og har nu været rundt og set det meste. Noget vi ellers ikke ville have haft mulighed for,” fortæller Jane Kjærgaard.

”Det er godt at se, at skolen bliver brugt på denne måde – som et samlet sted for afdelinger, der på hver deres måde fungerer som sikkerhedsnet for familier, der har brug for det. Det er godt, vi har sådan et sted i Jammerbugt Kommune,” mener Ellen Simoni.

Makerspace med "bemanding"
Mulighed for en snak med de ansatte
Kage og sodavand til de fremmødte
Ulla Flintholm og Susanne Møller Jensen talte
Ellen Simoni og Jane Kjærgaard
Åbne værksteder i Ungdomsskolen
Familiecentrets terapihund, Arne

De fire afdelinger i Halvrimmen:

  • SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) beskæftiger 3 medarbejdere og holdt før til i Aabybro
  • Ungdomsskolen, UngJam, beskæftiger 27 medarbejdere og holdt før til i Brovst.
  • Familiecentret beskæftiger 30 medarbejdere og var før delt i to afdelinger i Fjerritslev og Pandrup.
  • Specialskolen, Unge Campus beskæftiger 8 medarbejdere og blev oprettet juni 2025.