Som den tredje kommune i landet indføres nu en seniorfritids-pasordning i Jammerbugt Kommune, hvor folkepensionister og førtidspensionister uden privat- eller tjenestemandspension kan søge om kontingentstøtte til forenings- og kulturaktiviteter.
Det sker som led i en ny ordning, som skal styrke livskvaliteten for kommunens ældre og samtidig skabe mere liv i foreningslivet.
Seniorfritidspasset giver mulighed for at søge om op til 400 kr. i årlig støtte til deltagelse i fritidsaktiviteter, holdundervisning og aftenskoletilbud i Jammerbugt Kommunes mange foreninger og kulturelle fællesskaber. Det skal være nemt at søge, og der tilbydes også vejledning for dem, der har brug for hjælp i ansøgningsprocessen.
”Vi ønsker, at alle seniorer – uanset økonomisk baggrund – har mulighed for at være en del af et aktivt og positivt fællesskab. Med seniorfritidspasset kan vi fjerne en økonomisk barriere og samtidig styrke både livskvalitet og sundhed for vores ældre borgere,” siger formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen.
Med seniorfritidspasset kan vi fjerne en økonomisk barriere og samtidig styrke både livskvalitet og sundhed for vores ældre borgere
En investering i både seniorerne og foreningslivet
Seniorfritidspasset er ikke kun en håndsrækning til ældre med begrænset økonomi – det er også en del af en bredere indsats for at styrke det lokale fællesskab og understøtte den positive udvikling, som allerede ses på seniorområdet. Flere og flere ældre tager del i foreningslivet, og med denne ordning ønsker kommunen at invitere endnu flere med.
”Vi ved, at fællesskab og aktivitet er afgørende for både det mentale og fysiske helbred. Mange seniorer oplever øget livskvalitet gennem netop foreningslivet – og derfor er det her ikke bare en investering i den enkelte, men i hele det fællesskab, som foreningerne skaber. Vi har heldigvis oplevet en fremgang i deltagelsen blandt seniorer, og nu vil vi gerne sikre, at endnu flere får muligheden for at være med,” siger formand for Folkeoplysningsudvalget, Bøje Holmsgaard Lundtoft.
Ordningen er blevet til i et samarbejde mellem Folkeoplysningsudvalget og Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget og har sin oprindelse i høringssvar til den nye tværgående frivilligpolitik. Her blev et seniorfritidspas nævnt som et konkret forslag til at aktivere flere ældre i sunde frivillige fællesskaber. Samtidig blev idéen også bragt op af Seniorrådet på et dialogmøde i Social- og Sundhedsudvalget, hvilket har været med til at give forslaget yderligere tyngde og bred opbakning.
Ordningen bygger på inspiration fra andre kommuner samt Jammerbugt Kommunes egne erfaringer med fritidspas til børn og unge. Der afsættes årligt 50.000 kr. til ordningen, og når rammen er opbrugt, lukkes der for nye ansøgninger resten af året.
Seniorfritidspasset træder i kraft den 6. august 2025.