Solkrogens Venner
Botilbuddet Solkrogen i Klim ønsker at samarbejde mere med lokalsamfundet og starter derfor en forening med navnet Solkrogens Venner.
Derfor inviterer botilbuddet til orienteringsaften i Klim Forsamlingshus på Gl. Landevej 9, 9690 Fjerritslev, tirsdag 8. oktober 2024 kl. 19. Der er fri entré, og der serveres kaffe og kage undervejs.
På orienteringsmødet vil botilbudsleder Knud Olav Christiansen fortælle om livet på Solkrogen, hvem der bor der, og hvem der arbejder der, pårørende osv. Derudover vil der blive sat flere ord på ønsket om at oprette en forening, og du får et indblik i specialområdet.
Det er helt uforpligtende at deltage i mødet – alle er velkomne til at komme og høre mere.
På mødet vil der også være rig mulighed for at stille spørgsmål både til den nye forening, men også til arbejdet på specialområdet. Ulla Flintholm vil være ordstyrer og moderator på mødet.
I forlængelse af orienteringsmødet afholdes der stiftende generalforsamling. Udkast til vedtægter kan rekvireres hos Solkrogen på telefon: 72 57 87 30 eller på mail: knoc@jammerbugt.dk