Mandag den 9. marts summede Idrætscenter Jammerbugt af energi, kreativitet og kloge hoveder, da 11 hold fra kommunens 5. og 6. klasser dystede i årets Naturfagsmaraton. Eleverne kastede sig engageret ud i opgaver om at bygge højt, få en lys ide, luft ud og de fantastiske myrer – og der blev tænkt, bygget, testet og præsenteret på livet løs.
Vinder blev Gjøl Skole, som løb med den samlede sejr efter at have samlet flest point i dagens fire opgaver, stafetten og bonusspørgsmålene. En flot præstation.
Som noget særligt var 10 elever fra 1.g på Fjerritslev Gymnasium med højniveau i naturfag inviteret som gæstedommere, der skulle vurdere både produkter og fremlæggelser.
”Gymnasiet ligger lige ved siden af idrætscenteret, og for eleverne i 5. og 6. klasse var det spændende at møde gymnasieelever, som går op i netop naturfag. Vores gæstedommere gjorde desuden et fremragende stykke arbejde,” fortæller Maria Skov Pedersen, konsulent i skole og dagtilbud.




