You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 12.07.2022

Lyskrydset i Hune er blevet opgraderet med ny teknologi

Lyskrydset der sidste år blev etableret i Hune, har fået en opgradering med den nyeste teknologi i form af en intelligent styring. Den benytter løbende data fra signalanlæggets radarer til at styre lyskrydset. Det betyder en bedre afvikling af trafikken.

Den intelligente styring har været i drift siden Pinsen, og de første resultater viser nu, at lyskrydset med den nye styring afvikler trafikken bedre end tidligere.

Sidste år etablerede Jammerbugt Kommune trafiklys i krydset i Hune. Det blev etableret bl.a., fordi flere borgere Hune oplevede problemer med at krydse Vesterhavsvej til fods i den travle sommertrafik, og fordi det var næsten umuligt at komme ud på Vesterhavsvej, når man kom fra Rødhus og skulle dreje til venstre mod Blokhus.

Allerede efter etableringen af lyskrydset sidste år, var der en klar forbedring for fodgængere og svingene køretøjer. Men samtidig viste der sig et behov for at få øget kapaciteten gennem krydset fra Pandrup mod Blokhus.

Vi havde håbet, at en venstresvingsbane fra Pandrup mod Rødhus kunne løse udfordringerne med, at venstresvingende trafikanter stopper trafikken mod Blokhus. Det kunne desværre ikke lade sig gøre, da der er for lidt plads til rådighed. I stedet har vi nu Installeret den nye intelligente styring med det formål at få afviklet så meget trafik gennem krydset som muligt.

Formand for Teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard.

Sidste år blev lyskrydset slukket i en kort periode. Det var nødvendigt for at kunne analysere lyskrydsets indflydelse på kødannelse gennem Hune. Analysen viste, at der var kø gennem byen, når der var meget trafik – uanset om lyskrydset var tændt eller slukket.

Undervejs har Jammerbugt Kommune været i dialog med Blokhus Erhvervsforening. De ønsker at få lyskrydset slukket i sommerperioden, da de er bekymret for, at lange bilkøer vil afholde folk fra at besøge Blokhus. Blokhus Erhvervsforening oplevede, at trafikken gled bedre og gav mindre kødannelse, da lyskrydset var slukket. Selvom de anerkender, at kø ikke helt kan undgås når vejret er godt, og folk vil til stranden.

Efter vi blev kontaktet af Blokhus Erhvervsforening, har vi drøftet deres ønske om at slukke lyskrydset i sommerperioden i Teknik- og miljøudvalget. I udvalget er vi enige om, at det ikke er en god løsning at slukke lyskrydset. Det vil i forhold til trafiksikkerheden ikke være hensigtsmæssigt at slukke for det i sommerperioden. Samtidig vil det genskabe de tidligere problemstillinger med krydsning af vejen for fodgængere og den svingende trafik fra Rødhus mod Blokhus. Nu afprøver vi, hvordan den nye intelligente styring klarer trafikken hen over sommeren. Det ved vi af gode grunde ikke endnu, da det er første sommer med opgraderingen. Herefter tager vi stilling til, om der skal foretages yderligere tiltag.

Formand for Teknik- og miljøudvalget, Michael Krogsgaard.

Beslutningen tager Blokhus Erhvervsforening til efterretning, idet de jo kun ønsker så optimal en afvikling af trafikken som muligt. De udtaler samtidig, at resultaterne fra de sidste to weekender har set lovende ud, og derfor har givet dem en fornyet tro på lyskrydset.