You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 18.06.2024

Hjælp til at forvandle uddannelse til job

Hvor findes jobåbningerne, når man med en videregående uddannelse i bagagen er på udkig efter et arbejde? Og hvordan rammer man dem? Det blev cirka 50 højtuddannede ledige klogere på, da Jammerbugt Kommune inviterede til eventet ”Kickstart din karriere”

Mandag formiddag d. 17. juni afholdt Jammerbugt Kommune karriere-eventet ”Kickstart din karriere” i Sport og Kulturcenter Brovst. Et nyt tiltag, der skal hjælpe ledige med en videregående uddannelse ind eller tilbage på arbejdsmarkedet.

Formiddagen bød blandt andet på tips og gode råd til jobsøgningen fra HR-chef i Jammerbugt Kommune, Helle Liske, og en introduktion til Vækstpilotordningen ved Hanne Søe-Christensen fra Erhvervshus Nordjylland – en ordning, der åbner mulighed for økonomisk støtte til udviklingsorienteret ansættelse i en privat virksomhed de første 6 måneder. Der var også personlige karriere-historier fra blandt andre Signe Birkholm, FunArt Keramik, der har uddannelser i bagagen som både datamatiker og fysioterapeut.

Det er altid godt at komme ud og få input og mulighed for at netværke.

Deltager, Ulrik Rasmussen

De lokale virksomheder Eurofins og Migatronic gav et indblik i deres jobåbninger for veluddannede Herfra lød det blandt andet, at der er brug for højtuddannet arbejdskraft til udvikling indenfor digitalisering og den grønne omstilling, men også at man som højtuddannet har en særlig opgave i at forklare sine kompetencer, så det bliver forståeligt, hvordan de kan udnyttes i den pågældende virksomhed.

En dag med viden og netværk

Ulrik Rasmussen, som tidligere har været selvstændig indenfor ledelsesrådgivning, men nu har gået ledig i et år, udnyttede som deltager de muligheder, arrangementet gav:

”Det er altid godt at komme ud og få input og mulighed for at netværke. Jeg har benyttet mig af muligheden og fået nyt kontakter, og inden dagen er omme, skal jeg have en snak med en af medarbejderne fra kommunens vækstafdeling. Jeg drømmer nemlig om at blive selvstændig igen og tænker, at her er god vejledning at få. Det er jo let sådan en dag, hvor de kommer og står til rådighed for os”.

Cirka 50 ledige med en videregående uddannelse var troppet op i Sport- og Kulturcenter Brovst, og stemningen var god med stor lyst til at snakke på kryds og tværs. Fra Jobcenteret og Vækst Jammerbugt noterede man sig den positive modtagelse, som arrangementet fik.

”Det er jo en lidt anden måde at gøre det på, end vi plejer. En formiddag som denne har mere konferencepræg. Tanken er at opmuntre og inspirere deltagerne til den videre jobsøgning på en ny måde,” fortæller virksomhedskonsulent, Martin Østergaard.

Med karriere-eventet i dag har vi sat endnu et godt tiltag i søen, som skal hjælpe veluddannede til at bringe deres kompetencer i spil – til glæde for både dem selv og udviklingen i Jammerbugt Kommune,

Næstformand i beskæftigelsesudvalget, Mariane Andersen

Vellykket indsats under ”Vækst via Viden”

Karriereventet i Brovst hører til under den overordnede indsats ”Vækst via Viden”, som siden 2016 har været betegnelsen for en række projekter i de nordjyske kommuner med det mål at hjælpe ledige med kort-, mellemlang eller lang uddannelse i job – og hjælpe virksomheder med at se potentialet i den højtuddannede arbejdskraft.

Resultatet af projekterne under Vækst via Viden har vist sig så gode, at KKR Nordjylland (kommunekontaktrådet) pr. 1. januar 2024 besluttede at indføre det som en fast løbende indsats.

I Jammerbugt Kommune har erfaringen med de målrettede indsatser under Vækst via Viden de seneste otte år, været god. Fra 2020 til 2023 blev det til 114 match imellem en ledig borger og en arbejdsplads – et tal, der overgik det estimerede måltal med 65 procent og placerede Jammerbugt Kommune som nummer to blandt de nordjyske kommuner, der lykkedes bedst i indsatsen.

”Jammerbugt Kommune er en af de kommuner, der har haft størst succes med at adressere koblingen mellem veluddannet arbejdskraft og relevante arbejdspladser under ”Vækst via Viden”. Arbejdet har over årene været med til at etablere et unikt samarbejde med lokale partnere i erhvervslivet og skabt en viden om de forskellige muligheder, der findes, for en god overgang for den enkelte til et godt arbejdsliv. Med karriere-eventet i dag har vi sat endnu et godt tiltag i søen, som skal hjælpe veluddannede til at bringe deres kompetencer i spil – til glæde for både dem selv og udviklingen i Jammerbugt Kommune,” forklarer næstformand i Beskæftigelsesudvalget, Mariane Andersen.

Deltager Ulrik Rasmussen
Karriereevent i Sport- og Kulturcenter Brovst
HR-chef i Migatronic, Mia Pedersen

Om ”Vækst via Viden”

  • Blev første gang sat i søen i kølvandet på BRN’s beslutning i 2015 om at sikre private nordjyske virksomheder højtuddannet arbejdskraft. Kørte i første omgang frem til 2020, men blev herefter forlænget til udgangen af 2023 af BRN og KKR Nordjylland.
  • I januar 2024 besluttede KKR Nordjylland at videreføre Vækst via Viden som en fast løbende indsats.
  • Frem til 2023 bidrog Vækst via Viden til etableringen af cirka 2800 match mellem nordjyske virksomheder og studerende eller færdiguddannede med en videregående uddannelse. Brancherne med flest match er kommunikation, procesplanlægning og salg/markedsføring.
  • Fra 2020-2023 bidrog Vækst via Viden til 114 match i Jammerbugt Kommune. Målet for 2024 er 45 match.
  • Et match kan både være ordinær fuldtid og forskellige former for praktikker og job med løntilskud.
  • Læs mere på https://vaekstviaviden.dk/