You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 05.11.2025

Julestemning på Bratskov – Tradition og hygge i Brovst

Sidste weekend i november åbner den historiske herregård Bratskov i Brovst igen portene til det traditionsrige julemarked.

Lørdag d. 29. og søndag d. 30. november kl. 10-16 får julehyggen ikke for lidt på herregården Bratskov, når årets julemarked løber af stablen med levende værksteder, spændende boder og aktiviteter for hele familien.

Markedet byder på kreative boder med alt fra smukke dekorationer og kunsthåndværk til unikke julegaver. Rundt omkring på herregården kan man følge de arbejdende værksteder, hvor smeden lader hammeren falde, og skærsliberen står klar til at give knivene nyt liv. I skolestuen underviser skolelæreren i skønskrift, og der er mulighed for at høre gode julehistorier.

Nisseløb, julemand og juletog

Café Bratskov sørger for den helt rigtige julestemning med varme drikke og lækre retter, og overskuddet fra caféen går ubeskåret til Julemærkehjemmet i Hobro.

Lørdag arrangerer Brovst Borgerforening nisseløb, og klokken 14 samles børn og voksne til dans om det store juletræ i gården, hvor julemanden kigger forbi. Hele herregården er pyntet med gran og lys af de frivillige fra Café Bratskov – en oplevelse i sig selv.

Brovst Lokalhistorisk Sognegruppe holder åbent begge dage med en spændende udstilling om den lokale historie, og juletoget Brovst Fut kører fra Bratskov og gennem byen begge dage mellem kl. 10 og 14, sponsoreret af Brovst Handelsforening.

Julemarkedet arrangeres af Café Bratskov og Brovst Borgerforening og alle er velkomne.

Julemarked på Bratskov

Velkommen til julemarked på herregården Bratskov

lørdag d. 29. og søndag d. 30. november kl. 10-16

Café Bratskov
Bratskov Jul 2024
Et snedækket Bratskov