You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 27.01.2026

Fællesskab og faglighed til Jammerbugtens juniormesterlærlinge

Et tværgående praksisforløb med fællesskab og faglig relevans indleder 2026 for de 45 elever i Jammerbugt Kommune, som har valgt juniormesterlære

Juniormesterlære er et spændende tilvalg af fremtidsmuligheder, og derfor må der gerne ske lidt ekstra for det første hold juniormester-lærlinge i Jammerbugt Kommune. Sådan lyder intentionen bag det praksisforløb, som tre mandage i starten af 2026 samler kommunens 45 juniormesterlærlinge.

Til dagligt er de fordelt på Saltum Skole, Fjerritslev Skole og Skolecenter Jetsmark, når de ikke er på deres praktiksteder.

Faguddannede undervisere og brugbare resultater

Praksisforløbet er strikket sammen af Jammerbugt Ungdomsskole i samarbejde med skolerne. Rammerne er ungdomsskolens faciliteter i Halvrimmen.

Med faguddannede lærere indenfor tømrer-, murer-, kokke-, maler- og SOSU-faget får eleverne på forløbet mulighed for at dygtiggøre sig ved at udføre opgaver, som giver mening udover undervisningssituationen, fortæller leder af ungdomsskolen, Michael Enodden:

"Der bliver bygget en overdækket terrasse og nogle bænke, som vi glæder os til at bruge til sommer. Kokkeholdet sørger for lækker catering til alle deltagere - alt sammen arbejde med konkrete og brugbare resultater".

Et valg man kan være stolt af

Udover at tilbyde smagsprøver på forskellige fag, skal praksisforløbet styrke sammenholdet blandt de unge, som har valgt juniormester-ordningen. Det er vigtigt, at de får en god oplevelse og bliver stolte af den vej, de har valgt, understreger Michael Enodden:

"Vores samfund har stor brug for de færdigheder og kompetencer, som de her unge mennesker er i gang med at erhverve sig. Vi vil gerne opmuntre til, at de finder deres identitet netop her, sammen med deres kammerater. Derfor synes vi også, at anden halvdel af deres første år i juniormesterlære skal kickstartes med et tværgående forløb, som både giver mening og fællesskab".

Juniormesterlære i Jammerbugt Kommune

  • 45 elever i Jammerbugt Kommune har i 2025-26 valgt et forløb med juniormesterlære: 19 elever fra 8. klasse og 26 elever fra 9. klasse.
  • Det tværgående praksisforløb finder sted d. 19. og 26. januar + d. 2. februar 2026
  • Et forløb i juniormesterlære kan tilvælges af elever i 8. og 9. klasse og består som udgangspunkt af to dage om ugen i praktik på en virksomhed og tre dage om ugen i skole.
  • Tilmeldingsfrist til juniormesterlære i Jammerbugt Kommune i skoleåret 2026-27 er d. 1. marts 2026.
  • Tilmelding kan ske HER