Mandag d. 11. august var ikke kun første skoledag – det var også begyndelsen på et nyt kapitel for omkring 45 unge i Jammerbugt Kommune, som har valgt at starte i kommunens juniormesterlæretilbud.
Vi har set eleverne vokse sammen som gruppe og tage ansvar for både opgaver og hinanden. Det lover godt for resten af skoleåret
Pionerer i en ny ordning
Derfor startede de nye juniormesterlæreelever mandag morgen skoleåret hos Jammerbugt Ungdomsskole i Halvrimmen, hvor der var fælles opstart og velkomst ved Susanne Møller Jensen, formand for Børne- og familieudvalget:
”I er med til at skrive historie – det er en ny start for både elever og lærere. I er de første, og I skal sammen med os være med til at lave en fantastisk juniormesterlæreordning, som endnu flere elever får lyst til at være en del af, fordi de ønsker en mere praksisrettet afslutning på folkeskolen”.
Da Vinci-broer og teambuilding
I samarbejde med Ungdomsskolen har eleverne brugt de første to dage på at lære hinanden og konceptet at kende gennem en række teambuilding-aktiviteter, hvor både hænder, hoved og samarbejdsevner har været i spil. Der er blandt andet blevet bygget Da Vinci-broer (en selvbærende konstruktion opfundet af Leonardo da Vinci), fællesskabsbænke og katapulter.
Formålet med juniormesterlære er at give flere unge en praksisnær og motiverende skolegang, hvor læring og håndværk går hånd i hånd. Gennem samarbejde med lokale virksomheder og undervisere får eleverne mulighed for at udvikle både faglige og personlige kompetencer i et miljø, der tager udgangspunkt i virkelighedens udfordringer og muligheder.
”Det har været to fantastiske dage, hvor vi har set eleverne vokse sammen som gruppe og tage ansvar for både opgaver og hinanden. Det lover godt for resten af skoleåret,” udtaler koordinator for teambuilding og friluft i Jammerbugt Unddomsskole, Adam Vyff fra Ungdomsskolen.