You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 26.09.2025

Et kig på den fremtidige natur i Jammerbugt Kommune

Tre oplagte nye naturområder i Jammerbugt Kommune blev i mandags beset af Grønt Råd og Teknik- og miljøudvalget, som ved samme lejlighed fik et indblik i forvaltningens arbejde med realiseringen af Den Grønne Trepart

Grønt Råd i Jammerbugt Kommune fik på sin årlige bustur mandag d. 22. september et indblik i den igangværende arealomlægning med stop ved tre potentielle nye naturområder. Med på turen var i år også Teknik- og miljøudvalgets medlemmer.

Først blev der gjort holdt ved et område nord for Skovsgård langs Tranum å, hvor der findes en stor koncentration af kulstofrige lavbundsjorde, dernæst ved et grundvands-område nord for Fjerritslev, som er udset til skovrejsning og sidst ved et oplagt vådområde mellem Fjerritslev og Vust – en del af oplandet til Løgstør Bredning, hvor udledningen af kvælstof skal nedbringes.

...vi har gode kontakter og er fulde af fortrøstning til den videre proces

Ida Otte Rytter Jensen, projektleder for Den Grønne Trepart i Jammerbugt Kommune

25 projekter undervejs

Alle de tre arealer står på ønskelisten over nye naturområder i Jammerbugt Kommune, og dialogen med de cirka 200 lodsejere i områderne er i fuld gang.

”Der er rigtig mange forskellige hensyn, som skal tænkes ind, når vi arbejder på at udtage områder, så det er nogle steder en kompliceret proces med en bred vifte af interessenter. Men vi har gode kontakter og er fulde af fortrøstning til den videre proces. Mange steder er jorden allerede taget ud af brug, fordi den for eksempel er for fugtig. Og ofte er der fordelagtige handler at gøre for lodsejerne,” fortæller Ida Otte Rytter Jensen.

Hun er projektleder for Den Grønne Trepart i Jammerbugt Kommune, hvor der i alt arbejdes med 25 naturprojekter. Alle lodsejere i områderne bliver informeret med et brev i e-Boks i begyndelsen af oktober.

Forvaltningen lægger et fantastisk engagement for dagen. Det smitter og er helt afgørende, når alt skal ske ad frivillighedens vej

Søren Rosenberg, formand for DN Jammerbugt

Velvillige landmænd

Med seks lodsejermøder denne sommer lød startskuddet til omlægningen i Jammerbugt Kommune. I alt 1000 jordbesiddere deltog i møderne, og stemningen blandt kommunens landmænd er positiv, fortæller Merete Dahlgaard Frederiksen, som repræsenterer Agilix i Grønt Råd.


”Det var gode møder, og jeg ved om flere, som går i overvejelser. Landbruget er med aftalen om Den Grønne Trepart, og vi vil gerne være en del af løsningen. Det springende punkt er jo ofte, hvilken pris, vi kan få for vores jord – om økonomien hænger sammen for den enkelte. Men jeg synes, der er et godt og konstruktivt samarbejde med både forvaltning og politikere, hvor der bliver lyttet til os,” fortæller Merete. Hun er soproducent og planteavler på en gård ved Brovst, men ejer ikke meget jord, som er særligt egnet til ny natur.

Engagement er afgørende

Søren Rosenberg, som repræsenterede DN (Danmarks Naturfredningsforening) Jammerbugt på Grønt Råds bustur og også har været med på lodsejermøderne, ser lyst på fremtiden for naturen i Jammerbugt Kommune, og det giver han kommunens ansatte en del af æren for.

”Forvaltningen lægger et fantastisk engagement for dagen. Det smitter og er helt afgørende, når alt skal ske ad frivillighedens vej. Hvis der ikke insisteres på oplysning og opmuntring, sker der ikke noget”.
I december skal Kommunalbestyrelsen vedtage en omlægningsplan for Jammerbugt Kommune.

De tre potentielle naturområder som blev beset

Lavbund Nord For Skovsgård
Skovrejsning Ca 30 Hektar Nordvest For Kollerup
Vådområde Mellem Fjerritslev Og Vust
Søren Rosenberg (DN)
Merete Dahlgaard Frederiksen (Agilix)
Planchekig Ved Kollerup
Planchekig Ved Vust

Grønt Råd i Jammerbugt Kommune består af repræsentanter fra:

• Agilix (landbruget)
• DN (Danmarks Naturfredningsforening)
• Grundvandsrådet
• Friluftsrådet
• Jægerrådet
• Naturstyrelsen
• Dansk Ornitologisk Forening
• Jammerbugt Kommune