You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 18.01.2023

De første kommunale elladestandere er nu sat op i Jammerbugt Kommune

En række elladestandere er klar ved udgangen af januar 2023, og ved udgangen af marts 2023 er der ladestandere ved 38 parkeringspladser fordelt i kommunen, bl.a. ved haller, skoler og biblioteker.

Jammerbugt Kommune indgik i efteråret 2022 en 8-årig kontrakt med E.ON Drive om etablering og drift af offentligt tilgængelige elladestandere i Jammerbugt Kommune. El-ladestanderne bliver etableret ved kommunale ikke-beboelsesbygninger med mere end 20 parkeringspladser (jf. Ladestanderbekendtgørelsen).

De første ladestandere er i drift i Fjerritslev

Entreprenøren måtte inden jul indstille arbejdet for en periode på grund af vejrlig, men nu er de første el-ladestandere sat op på syv lokaliteter i Fjerritslev. Fire af dem er allerede i drift, mens de resterende forventes i drift inden for få dage.

På nuværende tidspunkt er entreprenøren i gang med lokationerne i Aabybro, som alle forventes i drift inden udgangen af januar. Derefter følger henholdsvis Brovst og Pandrup.

Det forventes, at samtlige 38 lokationer er i drift inden udgangen af marts i år – dog med forbehold for vejrlig.

De opsatte el-ladestandere er endnu ikke beklædt, men vil i løbet af de næste 2-3 uger blive beklædt med rød folie, som kendetegner E.ON’s el-ladestandere.

El-ladestanderne er offentligt tilgængelige for alle, og der er flere betalingsmuligheder. Der kan betales med E.ON-ladekort eller E.ON Drive-appen. Derudover kan man også altid betale enkelte opladninger med kreditkort, selvom man ikke er E.ON-kunde.