En delegation fra Jammerbugt Kommune har netop været i Stadt Tornesch lidt udenfor Hamburg. Stadt Tornesch er en af Jammerbugt Kommunes venskabsbyer. En anden venskabsby er Strzelce Krajenskie i det nordvestlige Polen. Både Strzelce Krajenskie og Jammerbugt var inviteret til at deltage i 20-års jubilæet for Tornesch’ status som ”Stadt” - en officiel betegnelse for tyske byer med en vis størrelse, betydning og administrativ autonomi.
Fejringen, der foregik ved en stort anlagt byfest, gav mulighed for at gøre reklame for Jammerbugt Kommune som turistmål og ikke mindst for at skabe kontakt til foreningsliv i Tornesch, hvilket forhåbentlig kan føre til en udveksling mellem foreninger i de to kommuner.
Kendskab øger tolerance
By-relationer på tværs af landegrænser kan være med til at skabe den slags relationer, der er vigtige i den ustabile situation, som Europa og resten af verden p.t. befinder sig i, pointerer borgmester Mogens Christen Gade:
”Jammerbugt Kommune prioriterer sine venskabsrelationer, blandt andet fordi, det giver foreninger mulighed for at mødes på tværs af venskabsbyerne. Desuden har vi haft Kulturskoleelever på tur til Stadt Tornesch sammen med unge fra Strzelce Krajenskie. Det var en stor succes, og vi håber på en gentagelse. Særligt i disse, for verden udfordrede tider, er det utroligt vigtigt, at mennesker kender til hinanden også over landegrænser. Kendskab øger tolerance og forståelse, og det har vi hårdt brug for”.
Man kan læse mere om Jammerbugt Kommunes venskabsbyer på Jammerbugt Kommunes hjemmeside – søg på ”venskabsbyer”.
Venskabsbysekretariatet modtager meget gerne henvendelser i forhold til at skabe kontakt mellem relevante foreninger i de to kommuner med henblik på fælles aktiviteter.
Læs mere på Jammerbugt Kommunes venskabsbyer - Jammerbugt Kommune



