You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

Nyhed fra 06.09.2025

Bred Budgetaftale 2026 for Jammerbugt Kommune

Der er den 5. september 2025 indgået budgetforlig i mellem 22 medlemmer i kommunalbestyrelsen - Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet.

”I Jammerbugt Kommune har vi en stærk tradition for brede budgetforlig, og den tradition viderefører vi med årets budgetaftale. Jeg vil gerne rette en stor tak til forligspartierne for deres engagement og samarbejdsvilje, som igen i år har gjort det muligt at nå til enighed. Det brede samarbejde er afgørende for at sikre en sund og stabil økonomisk udvikling i kommunen”. fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Årets budgetproces har været præget af økonomiske udfordringer ikke mindst som følge af vedvarende udgiftspres på flere centrale områder. Det har krævet ansvarlige og nødvendige prioriteringer i driften for at sikre et bæredygtigt budget i balance.

”Budgetaftalen afspejler den politiske vilje til at tage ansvar og træffe svære beslutninger, og det er lykkedes at fastholde og styrke de store velfærdsområder. Blandt andet tilføres folkeskolens almenområde yderligere 9 mio. kr. årligt, det specialiserede voksenområde tilføres 14,1 mio. kr., mens seniorområdet får tilført ekstra 14 mio. kr. Dette vidner om et stærkt samarbejde og en fælles ambition om at sikre Jammerbugt Kommunes fremtidige udvikling”, udtaler borgmester Mogens Christen Gade.

I budgettet er der desuden tildelt økonomisk støtte til centerbysamarbejdet i de kommende fire år. Stærke centerbyer i vækst er en forudsætning for vores mange lokalsamfund i udvikling.

Forældrebetalingsprocenten til SFO i Jammerbugt kommune fastholdes på 61%. Byggesags- og planområdet tilføres yderligere 2 årsværk for at matche den store aktivitet i Jammerbugt kommune.

Ansvarlig økonomisk styring

Selvom budgetlægningen har været kompleks, er der afsat midler til at imødekomme den demografiske udvikling i Jammerbugt Kommune. Det gælder både børnepasning, skoleområdet og tilbud til seniorer, hvor der forventes øget behov. Forligspartierne er enige om, at der er en god balance mellem investeringer i den borgernære velfærd og investeringerne i udviklingsaktiviteter. Jammerbugt kommunes økonomi kræver fortsat en stram styring for at sikre økonomisk stabilitet.

Fortsat fokus på vækst og udvikling

Budgettet for 2026 afspejler et klart politisk ønske om at investere bredt i Jammerbugt Kommunes udvikling. Med et bruttoanlægsbudget på 109 mio. kr. prioriterer vi konkrete projekter, der styrker både lokale fællesskaber og den kommunale infrastruktur. Blandt investeringerne er der afsat midler til etablering af en parkeringsplads i Hune, flere nye cykelstier, støtte til ombygningen af Sport og Kulturcenter Brovst samt vedligeholdelse af de tre kommunale havne.

Budgettet godkendes endeligt, når Kommunalbestyrelsen 2. behandler det den 9. oktober 2025.

 

 

Bag nedenstående links kan budget og aftaletekst ses i de udgaver, som blev vedtaget ved 2. behandling kommunalbestyrelsesmødet d. 9. oktoner 2025. 

Budgetaftale 2026 (tekst)

Budget 2026 (tal)

 

 

 

Budgetaftale 2026 underskrives