Sommerkunstskolen 2017 er klar

Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget har igen i år støttet, at der i skolesommerferien vil være masser af spændende aktiviteter på den gamle Herregård Bratskov i Brovst for de børn, der er fra 7 til 12 år.

Tilbuddet er kommet ud til alle børn og forældre via skoleintra. I år afprøves lidt andre og nye aktiviteter samtidig med at man gentager succeser fra tidligere. I år tilbydes således Kunst og Teknik, Filt og Maleri, Det kreative eksperimentarium samt Eventyrriget Bratskov. På alle hold undervises der af professionelle kunstnere. Sommerkunstskolen foregår i uge 32, som er den sidste uge af skolesommerferien. Læs mere om de fire aktiviteter.

Undervisningen varetages af professionelle kunstneriske undervisere. Tanken er, at der skal være mulighed for fordybelse og læring – samtidig med at man selvfølgelig har det rigtig sjovt. Ugen afsluttes med en fernisering fredag eftermiddag hvor interesserede kan se, hvad der er produceret i løbet af ugen. Ferniseringen vil byde på både catwalk, kunstudstilling, billøb og teater. 

Op til 80 børn har mulighed for at være med. ”Vi har som regel tæt på fuldt hus og heldigvis er der en del gengangere, så jeg tænker at eleverne er tilfredse med tilbuddet. Derfor gentager vi også lidt hvert år samtidig med at vi afprøver lidt nyt hvert år. Det væsentligste er, at eleverne får undervisning af høj kvalitet og at det er tydeligt, at de undervises af professionelle kunstnere. Det skal jo helst være lidt anderledes end den normale skoleundervisning. Der plejer at være en spændt stemning af 1. skoledag, når eleverne møder ind efter en lang sommerferie. Jammerbugt Kommune glæder sig i hvert fald”, oplyser kulturkonsulent Ulla Tjell fra forvaltningen.

Det koster 400 kr. at deltage i Sommerkunstskolen og man tilmelde sig via Sommerkunstskolens hjemmeside.