Styrket indsats for socialøkonomiske virksomheder

Jammerbugt og Frederikshavn Kommune har i samarbejde med Erhvervshus Nord fået bevilget midler fra Den Europæiske Socialfond til et 3-årigt projekt om etablering af socialøkonomiske virksomheder. Målet er at skabe arbejdspladser til borgere på kanten af arbejdsmarkedet i virksomheder, der er økonomisk bæredygtige og uafhængige af offentlige midler.

Flere socialøkonomiske virksomheder i de to kommuner skal styrke mulighederne for de borgere, der har vanskeligt ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Målet er at reducere mangel på arbejdskraft ved at udvide arbejdsstyrken med borgere, som står uden for det ordinære arbejdsmarked.

"Vi har en vigtig rolle i forhold til at sikre, at potentielle socialøkonomiske virksomheder kender til mulighederne for støtte og vejledning i forhold til at kunne skabe økonomisk bæredygtige vækstvirksomheder. Ligesom det er vigtigt, at ordinære virksomheder bliver opmærksomme på, hvordan de kan bidrage til socialøkonomisk iværksætteri ved at skabe arbejdspladser til borgere, som i dag er uden for arbejdsmarkedet", fortæller Marianne K. Vestergaard, der gennem Erhvervshus Nord er ansat som leder af projektet.

I de to kommuner er man ikke i tvivl om, at en socialøkonomisk vækststrategi og etablering af socialøkonomiske virksomheder er et vigtigt supplement til den øvrige indsats i forbindelse med beskæftigelse og vækst i kommunerne.  

"Frederikshavn Kommune arbejder målrettet med at skabe job til alle på arbejdsmarkedet, også socialt udsatte. Jobcenteret har blandt andet en indsats med såkaldte småjob, der giver mulighed for at være tilstede på en arbejdsplads i selv få timer. Herfra - og fra de eksisterende socialøkonomiske virksomheder – ved vi, at det har stor betydning for den enkelte, at arbejdsgiveren har forventninger, og anerkender arbejdet, der bliver udført. Socialøkonomiske virksomheder er en inspirationskilde, der skaber stor værdi for samfundet", siger Birgit Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune.

Begge kommuner vil blandt andet skabe målrettet vejledning for sociale iværksættere, som skal være med til at fastholde det socialøko­nomiske potentiale og sikre udviklingen af socialøkonomiske virksomheder.

"Socialøkonomiske virksomheder er med til at holde liv i lokalsamfundene i Jammerbugt Kommune med meningsfulde tilbud. Både fordi de skaber arbejdspladser, og fordi de skaber tilbud og ydelser i områder, hvor almindelige virksomheder ikke finder det attraktivt at investere. Når menneskene, som benytter tilbuddene, samtidig både bor, arbejder og lever deres liv i lokalsamfundet, giver det dem en chance for at blive set som borgere, der bidrager til lokalsamfundet. Det er med til at skabe samhørighed i befolkning", fortæller borgmester Mogens Gade fra Jammerbugt Kommune.

Den erfaring og viden, som kommunerne får gennem arbejdet med socialøkonomi, bliver samlet og videreført til de øvrige nordjyske kommuner. Der oprettes et virtuelt videnscenter om socialøkonomi, som bliver samlingspunkt for viden. Ligesom der oprettes en ERFA-netværksgruppe på tværs af kommunerne, så aktørerne løbende kan lære af hinanden.

For yderligere oplysninger, kontakt
Marianne K. Vestergaard, projektleder Erhvervshus Nord, telefon 61 24 69 01.

Om projekt ”Socialøkonomisk iværksætteri
Projektets overordnede formål er at skabe grundlag for, at der kan etableres flere økonomisk bæredygtige socialøkonomiske virksomheder i Nordjylland. Samlet medfører aktiviteterne i projektet til, at der etableres op mod 11 nye socialøkonomiske virksomheder og herigennem vil en række udsatte ledige få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet i Nordjylland.

Om Erhvervshus Nord
Erhvervshus Nord er et erhvervskontor, der drives af de tre erhvervsforeninger i Frederikshavn, Skagen og Sæby, som til sammen har omkring 550 medlemsvirksomheder, og Frederikshavn Kommune, der yder økonomisk støtte. Husets specialiserede konsulenter yder rådgivning og sparring til virksomheder og iværksættere og samarbejder med en bred vifte af aktører både lokalt, nationalt og internationalt for at udvikle erhvervslivet.  Målet er at skabe økonomisk vækst, vækst i beskæftigelsen og vækst i kompetenceniveauet.  Læs mere på www.erhvervshusnord.dk