Bred vifte af spændende, sjove og lærerige sommeraktiviteter venter børn og unge i Jammerbugt Kommune

Regeringen og et flertal i Folketinget har besluttet at bevilge 200 mio. kr. til sommeraktiviteter for børn og unge i deres sommerferie. Målgruppen er børn og unge i alderen 6-17 år. Beslutningen kommer på baggrund af konsekvenserne af covid-19, hvor mange børn og unge har været ekskluderet fra fællesskaber i og uden for skolen.

Jammerbugt Kommune modtager 1,4 mio. kr., som skal gå til aktiviteter ude i forenings- og fritidslivet samt aktiviteter med fokus på faglig læring og trivsel.

”Det er fantastisk at få så stor en håndsrækning til aktiviteter, der kan komme mange børn og unge til gode. Vi har desværre været vidne til, at foreningslivet, idrætsanlæggene og kulturinstitutionerne i en lang periode har været lukket ned, og det har haft store konsekvenser for de mange børn og unge, som nyder godt af at kommer der. Med de her midler, har vi mulighed for at lave aktiviteter der indbyder til læring og aktiv deltagelse i inkluderende fællesskaber ude i foreningerne og hallerne.” fortæller Formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.

”De begrænsede muligheder for at børn og unge har kunne være sammen både i skoletiden og i fritiden, har for mange sat sine spor. Derfor er det vigtigt, at vi nu tilbyder spændende, sjove og lærerige aktiviteter for de elever, der har aller størst behov for en særlig indsats som følge af corona-krisen. Der er aktiviteter for elever i både indskoling, mellemtrin og udskoling.” fortæller Formand for Børne- og Familieudvalget Ulla Flintholm.

Foreningerne, idrætsanlæggene og kulturinstitutioner har frem til tirsdag d. 23. juni kl. 23.59 mulighed for at komme med konkrete forslag til aktivitetsafvikling, og snarest herefter vil alle aktiviteter være synlige via www.kulturblad.dk.

Forældrene vil i de kommende dage modtage besked via AULA og E-boks om de mange sommeraktiviteter, som børn og unge kan benytte sig af. Aktiviteterne vil være gratis for alle børn og unge i målgruppen 6 til 17 år, men tilmelding kan i flere tilfælde være nødvendigt.