Podere klar til skolestart i Jammerbugt Kommune

Onsdag blev 30 medarbejdere fra Jammerbugt Kommune uddannet til at pode eleverne fra 9. og 10. årgang, der vender tilbage til skolerne fra torsdag i uge 9.

Det var 30 spændte medarbejdere, der onsdag morgen mødte ind i Brovst Hallen. Her skulle de uddannes til podere. Medarbejderne kommer både fra forskellige afdelinger i kommunen og er ledige med en sundhedsfaglig og/eller pædagogisk baggrund. Til uddannelsen var de delt op i hold på ti, og de skulle igennem flere workshops for at være klar til at varetage deres nye funktion på skolerne.

Falck stod for undervisningen i at pode, og gav grundig instruktion til værnemidler, podningen og meget andet. Ud over teorien skulle de også foretage podninger, så de er klædt på til at pode elever og personale. I alt vender nu knap 500 elever tilbage i skolerne i Jammerbugt Kommune. En glædelig nyhed for både podere, personale og elever er, at podepindene er af den nye variant, som kun skal nogle få centimeter op i næsen, og derfor kun kilder lidt, når testen tages. Det var i hvert fald den respons, der kom fra dem, der prøvede den udgave af podningen for første gang.

Poderne bliver uddannet grundigt

Jammerbugt Kommune har prioriteret at uddanne poderne lidt bredere end blot i hovedopgaven med at pode. Derfor kom holdene også gennem workshops i førstehjælp, som Beredskabsstyrelsen stod for, mens sundhedsplejen i Jammerbugt Kommune gav instrukser i hygiejne og grundlæggende pædagogiske principper, der kan gavne i mødet med eleverne. Repræsentanter fra kommunens IT-afdelingen var også mødt op for at fortælle om GDPR og selve indberetningen af data, når der foretages podninger på skolerne.

”Vi har valgt en bredere uddannelse af vores podere, da det er vigtigt for os, at de er bedst muligt klædt på til opgaven. Både for deres egen skyld, og i høj grad for elevers og læreres skyld, så alle kan føle sig trygge, når skolen åbner for de ældste elever. Når de nyuddannede podere starter op på ude på skolerne, har vi valgt at prioritere, at vi sender en skolesundhedsplejerske med ud, som allerede er uddannet i, og har erfaring med, at pode medarbejdere på skolerne. På den måde understøttes de nyuddannede podere bedst muligt”, fortæller direktør for Børne- og Familieforvaltningen.

De 30 medarbejdere bliver uddannet i både at pode og i at registrere elever og personale, der bliver podet. I praksis vil arbejdsfordelingen være delt sådan op, at nogle medarbejdere kommer til at stå for selve podningen, mens andre vil stå for den administrative registrering. Jammerbugt Kommune vil bestræbe sig på, at de samme podere kommer ud til de samme klasser, på den måde vil det kunne skabe trygge rammer for eleverne.