Nyt stærkt turismesamarbejde tager form

Et nyt turismesamarbejde kaldet ”Destination NordVestkysten” er ved at blive dannet af fem kommuner, Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted. Selskabet får hovedkontor i Åbybro og et kontor i Lemvig. Samarbejdet skal få flere turister til området og give dem endnu bedre oplevelser.

”Destination Nordvestkysten” starter som Danmarks tredje største målt på overnatning, udenlandske overnatninger og turismeomsætning.  

De fem kommuner har tilsammen 5,5 millioner årlige overnatninger, 3,2 millioner årlige udenlandske overnatninger og en turismeomsætning på 8,2 milliarder kroner. Og en sammenhængende kyststrækning på knap 250 kilometer med en stribe attraktive oplevelsesmuligheder for turister.

Samarbejde

- De fem kommuner kan sammen markedsføre sig meget kraftfulgt over for turister. Både her i landet og i udlandet. NordVestkysten bliver én sammenhængende destination for turister, selv om de besøger attraktioner, der ligger i forskellige kommuner, siger Arne Boelt, borgmester i Hjørring Kommune, og fortsætter:

- Turister er ligeglade med kommunegrænser. De søger steder med gode oplevelser, så ferien på en gang bliver indholdsrig og afslappende. Gode overnatningsmuligheder, fin mad, natur, vand, strand og attraktioner i de fem kommuner imponerer og giver gæsterne en god oplevelse.

Det er kommunalbestyrelserne i de fem kommuner, der i slutningen af 2019 tager endelig stilling til planerne for det nye fælles destinationsselskab.

”Destination NordVestkysten” skal ikke bare udvikles som en af Danmarks absolut førende destinationer.  Den skal have international topklasse. Det nye selskabs vigtigste mål er at skabe udvikling og vækst for turismeerhvervet sammen med eksisterende og nye aktører og i tæt samarbejde med kommunerne. 

- Ved at koordinere og samle en række eksperter inden for turismeerhvervet og forbedre samarbejdet mellem eksisterende aktører, styrker vi hele turistbranchen i vore områder. Det er en fordel også for andre erhverv og for de involverede kommuner. Vi kommer helt enkelt på landkortet på en langt mere iøjnefaldende og effektiv måde, siger H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune.

Kontorer

Hovedkontoret placeres i Åbybro, og der bliver et kontor i Lemvig. Den samlede organisation får en række centrale funktioner, der skal udvikle turisterhvervet bredt og komme med nye ideer til forbedringer og udvikling.

Arbejdet med at finde en ny direktør er i gang. Vedkommende skal efter planen tiltræde 1. februar 2020. 

En vigtig opgave for direktøren er at sætte fokus på udviklingen af destinationens særlige feriesteder ved Vestkysten. Det er havnebyerne Thorsminde og Thyborøn, surfercentret Cold Hawaii i Klitmøller/Nørre Vorupør, badebyerne Løkken, Blokhus og Lønstrup, mountainbike-spottet Slettestrand/ Thorupstrand og havne- og feriestedet Hirtshals/Tversted.

Fokus vil være på Vestkysten, men byerne i indlandet som Hjørring, Aabybro, Thisted, Lemvig og Holstebro vil i høj grad også være nøglen til succes, når døgnforbruget og gæsterne skal rundt i hele området.

Tidsplan

”Destination NordVestkysten” ventes endeligt godkendt og vedtaget på kommunalbestyrelsesmøder i de fem kommuner i december måned. Destinationen etableres som en forening 1. april 2020, hvorefter de mange forskellige projekter går i gang.

Destinationsselskabets arbejde tager udgangspunkt i den såkaldte Udviklingsplan for Vestkysten, der er udarbejdet af 11 vestjyske kommuner, Realdania og tre regioner.

Udviklingsplanen har som mål at gøre hele den jyske vestkyst til Nordeuropas mest attraktive kystdestination og dermed øge antallet af turister og overnatninger i et tæt samarbejde mellem turisterhvervet, kommuner, lokale foreninger, erhvervslivet og andre samarbejdspartnere.