Nyt firma overtager rottebekæmpelsen i Jammerbugt Kommune

Fra den 1. juni 2021 er det firmaet Nomus, der bekæmper rotter i kommunen.

Nomus har vundet udbuddet om rottebekæmpelsen i Jammerbugt kommune. Den nye aftale har fokus på at forebygge og at informere borgerne og det er desuden et mål at fastholde et lavt forbrug af gift.

Nomus har mange års erfaring med rottebekæmpelse indenfor bl.a. landbrug, industri og hos andre kommuner.

Hvis du ser rotter, eller spor efter dem, skal du anmelde det til kommunen. Du skal anmelde rotter digitalt, har du ikke mulighed for det, skal du ringe til Den Digitale Hotline på 70 20 00 00.