Ny stabschef i Jammerbugt Kommune

Jammerbugt Kommune har ansat 49-årige Michael Binderup som stabschef. Han kommer fra en stilling som funktionschef i Aalborg Kommune og tiltræder sin nye stilling 1. august 2017.

Den nye stabschef bor i Fjerritslev, og er uddannet Cand.scient. adm. fra Aalborg Universitet med flere supplerende uddannelser i økonomi og ledelse.

”Jeg ser meget frem til at skulle arbejde som chef for den centrale stab i Jammerbugt Kommune. Min ambition er at gøre en velfungerende stab endnu bedre til gavn for borgere, politikere, ledelse og medarbejdere. Jeg vil især sætte fokus på at udvikle samarbejdet med den øvrige del af organisationen, så staben er en kompetent og attraktiv samarbejdspartner, der skaber værdi i alle dele af Jammerbugt Kommunes virksomhed. Og så er det da en særlig glæde at få mulighed for at arbejde for den kommune, hvor jeg selv og min familie bor og har vores hverdag”, udtaler Michel Binderup.

I sin seneste stilling som funktionschef havde Michael Binderup ansvaret for 900 medarbejdere. Han har været ansat i Aalborg Kommune siden 1997, hvor han har varetaget flere lederstillinger. Privat er han gift og har tre børn i alderen 13-26 år.

Som stabschef får Michael Binderup ansvaret for at understøtte driften i kommunens tre forvaltninger, og vil være central i serviceringen af direktionen, cheferne samt understøtte med beslutningsgrundlag til det politiske niveau.

Både politikere, direktion, chefkolleger og medarbejderne i staben ser frem til samarbejdet med Michael Binderup.

”Vi glæder os til, at Michael Binderup kommer til Jammerbugt Kommune. Stabschefen har en stor rolle i det centrale maskinrum og er vigtig i bindeleddet mellem de tre forvaltninger og den centrale stab. Michael Binderup har en yderst relevant baggrund og erfaring fra såvel stab som driftsorganisation. Vi ser frem til hans bidrag til stillingen og for Jammerbugt Kommune”, siger kommunaldirektør Henrik Hartmann Jensen.  

Michael Binderup er vant til at arbejde sammen med mange forskellige fagområder og aktører. CV’et er langt og gennem hans erhvervskarriere har den røde tråd været udvikling, økonomisk styring og ledelse.