Kenneth Toft-Hansen fejret på Bratskov

Ca. 100 mennesker stod klar fredag 15. februar kl. 10.00 til at fejre mesterkokken Kenneth Toft-Hansen på Herregården Bratskov efter hans fornemme præstation ved det uofficielle VM for kokke i Lyon - Bocuse d’Or 2019.

Siden Kenneth Toft-Hansen vandt titlen Bocuse d’Or 2019 sidste måned, har gratulanter stået i kø for at lykønske og fejre ham. Nu var turen kommet at blive fejret hjemme. Og det blev han – fejret med manér på Herregården Bratskov.

Kenneth Toft-Hansen ankom i strålende solskin ad den røde løber. Inden for på herregården stod repræsentanter fra blandt andet Erhvervs- og Turistrådet, Samrådet destination Svinkløv/Slettestrand, Beboerforeningen i Hjortdal, Vækst Jammerbugt, Direktionen på Svinkløv, Horesta Nordjylland, VisitNordjylland, Nordjysk Mad og turisme og Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune klar til at hylde ham for hans imponerende præstation.   

Borgmester, Mogens Christen Gade, startede talerrækken, hvor han blandt andet nævnte, at Kenneth Toft-Hansen med sin titel har fået muligheder, og som han endnu har til gode at udforske”.

Mogens Christen Gade måtte også indrømme, at kommunen havde lagt hovederne i blød for at finde frem til, hvad de skulle servere ved receptionen for verdens bedste kok. Valget blev Svinkløvlagkage med et Jammerbugt-tvist – leveret af den lokale socialøkonomiske virksomhed Skovsgaard Hotel.

Herefter gav ordstyrer Brian Bertelsen, formand for Erhvervsforeningen for Jammerbugt Kommune, ordet videre til Hoteldirektør, formand for VisitNordjylland og bestyrelsesmedlem af Horesta, Rikke Gandrup. Hun udtrykte blandt andet, hvor beundringsværdigt det er, at Kenneth Toft-Hansen har forfulgt sine drømme både i forhold til Bocuse d’Or og Svinkløv Badehotel, og at han i den grad har været med til at sætte Nordjylland på verdenskortet.  

Steen Royberg, formand for Fonden for Svinkløv Badehotel, var sidste taler, inden Kenneth Toft-Hansen selv fik ordet. Steen Royberg var i Lyon under Bocuse d’Or for at følge den nykårede mesterkok under konkurrencen. Han beskrev Kenneth Toft-Hansen som en engageret og følsom person, og tilføjede:

”Du har en evne til at forælde nordjyske råvarer. Du er sindssyg dygtigt til det du laver. Det du har gjort for gastronomi, og måden det bliver udfoldet på, kan man slet ikke forestille sig”.

Og det var en dybt rørt Kenneth Toft-Hansen, der inden kaffen og Svinkløvlagkagen med et tvist, takkede for den store opbakning, han har fået inden, undervejs og efter konkurrencen – både fra sit hold ved Bucuse d’Or, personalet på Svinkløv Hotel, naboer og mange flere. For ham betød den lokale fejring meget.

Med titlen i hus og en nyfødt søn, kan Kenneth Toft-Hansen og hans hustru, Louise, nu se frem til åbningen af Svinkløv Badehotel til foråret.

Svinkløvlagkagen med et Jammerbugt-tvist

Bundene var vædet let med slåen Gin fra Nordiske Brænderi (med urter fra Jammerbugten og slåen fra Vadum). I den originale udgave er chokolade mørk, men
i denne udgave indgik der hvid chokolade, som var bagt og dermed havde en dybere og karamelagtig smag. Fløden i lagkagen var økologisk fløde (fra Thise).
Den originale kage har kaffeglassur, mens denne kage var pyntet med havtornglassur og havtorn (fra Thy). Naturvejlederen Svend Møller Nielsen havde plukket skovsyre, som kagen var pyntet med, og som gav modspil til den ellers meget søde kage.