Jammerbugt kommune styrker integrationsindsatsen gennem foreningslivet

Foreningslivet har været savnet og genstarten af de mange foreningsfælleskaber er godt på vej. Mange har savnet de fysiske rammer, de sociale relationer og den organiserede idræt og med genåbningen af det mangfoldige foreningsliv i Danmark har mange nu igen muligheden for at indgå i de foreningsfællesskaber de før corona var en aktiv del af.

Med en genstart af foreningslivet er det selvfølgelig relevant at kigge imod tidligere medlemmer og frivillige og få dem tilbage i fællesskaberne hurtigst muligt. Men samtidig har corona også skabt et vindue for at tænke nyt og anderledes for at få endnu flere med i foreningsfællesskaberne. Det forsøger man nu på i Jammerbugt Kommune gennem et nyt samarbejde med DRC Dansk Flygtningehjælps Fritidsindsats.

”Vi har altid været optaget af, at få flest mulige borgere med i aktive foreningsfællesskaber i Jammerbugt Kommune. Dog har vi måtte erkende, at der i vores kommune blot er 7,5 % af alle børn og voksne med flygtningebaggrund, der går til en fritidsaktivitet igennem en forening. Det ønsker vi at gøre noget ved, da vi jo netop ser, at det er gennem foreningslivet at integration lykkes. Derfor er vi glade for, at etableret et samarbejdsprojekt med DRC Dansk Flygtningehjælps Fritidsindsats.” siger Helle B. Andreasen, Formand for Kultur, Fritids & Landdistriktsudvalget, Jammerbugt Kommune

Samarbejdsprojektet er et 3-årigt projekt der løber frem til august 2023. Forhåbningen er, at få 50 familier med integrationsbaggrund introduceret til og aktiveret i foreningslivet i hele Jammerbugt Kommune.

”I kommunen er vi i kontakt med flere familier med flygtningebaggrund, som har brug for en hjælpende hånd til at navigere i vores mangfoldige foreningsliv. Derfor har vi allieret os med frivillige fra Jammerbugt Tværkulturelle Venskabsforeninger, som vil bygge bro mellem familierne og foreningslivet. Målet er, at de ofte foreningsuvante børn får en god opstart i foreningen og mod på at blive en del i de lokale fællesskaber de næste mange år.” siger Morten Klessen, Formand for Beskæftigelsesudvalget, Jammerbugt Kommune.

Indsatsen sker i tæt samarbejde med DGI gennem Jammerbugt kommunens foreningsudviklingskonsulent, som står klar til at give de lokale foreninger gode fifs til at tage imod familierne. Herudover er der skabt en tværkommunal kobling til Jobcenter Integration som ligeledes bidrager ind i projektet. Med de mange involverede aktører i projektet, håber projektlederen fra DRC Dansk Flygtningehjælps Fritidsindsats, Kristina Munch Larsen, på, at indsatsen vil give børn og familier med flygtningebaggrund gode og vigtige hverdagsoplevelser i de lokale foreninger i Jammerbugt Kommune. Forhåbningen får opbakning fra Else Marie, Formand for Jammerbugt Tværkulturelle Venskabsforeninger;

”I foreningslivet er der et rigtig godt kammeratskab og de hygger sig sammen. Det giver indhold i tilværelsen og de finder nye venner og derfor anbefaler vi dem at gå til sport.” siger Else Marie, Formand for Jammerbugt Tværkulturelle Venskabsforeninger. 

Erfaringer fra DRC Dansk Flygtningehjælp viser også, at børns deltagelse i foreningslivet har mange positive effekter såsom forbedrede skolepræstationer og styrket netværk. Særligt for børn med flygtningebaggrund kan foreningsdeltagelse også styrke sproglig udvikling og give hele familien indsigt i, hvordan lokalsamfundet er skruet sammen.

FAKTABOKS:

Projektet søger frivillige til indsatsen, så hvis du har lyst til at give flere børn og familier mulighed for at blive en del af de lokale foreningsfællesskaber, kan du kontakte Ann-Sofie Quist fra DRC Dansk Flygtningehjælp, 2677 6459, ann-sofie.quist@drc.ngo.