Jammerbugt Kommune slukker for lyset

I anledning af den verdensomspændende klimakampagne Earth Hour slukker Jammerbugt Kommune for lyset som opbakning til kampagnen og til den grønne omstilling.

På søndag den 30. marts kan man slå et slag for planeten, når den globale klimakampagne Earth Hour vender tilbage. Det eneste man skal gøre, er at slukke for lyset en time fra 20.30 til 21.30. Jammerbugt Kommune støtter den grønne omstilling og slukker derfor lyset på udvalgte steder.

”Klimaforandringerne er en realitet, men der findes løsninger. Vi slukker for lyset på udvalgte steder i anledning af Earth Hour, fordi vi gerne vil starte en konstruktiv dialog med vores borgere om, hvad vi sammen kan gøre for klimaet og naturen i vores nærområde,” siger Borgmester Mogens Christen Gade, der samtidig opfordrer borgere, virksomheder og institutioner til at støtte initiativet ved at slukke for lyset en time.

Sidste år var der stor opbakning til Earth Hour i Danmark. I mange kommuner blev der slukket for gadebelysningen, arrangeret koncerter og andre hyggelige events i mørket. I Helsingør slukkede man for lyset på Kronborg Slot, mens man i Randers slukkede for Randers Regnskovs tre ikoniske kupler.

I alt blev mere end 3.000 andre ikoniske bygninger verden over mørkelagt sidste år, blandt andet Eiffeltårnet i Paris, Empire State Building i New York og Operahuset i Sydney.


Naturen kæmper for livet
Klimaforandringernes vidtrækkende konsekvenser er for alvor kommet på dagsordenen. Rundt om i de danske stuer får bevidstheden om stigende temperaturer, truede dyrearter og smeltende indlandsis stadig flere danskere til at leve mere bæredygtigt.

”Klimaforandringer forværres år for år af vores overforbrug og rovdrift på naturressourcerne. Verdens vilde dyr mister sine levesteder, drikkevand bliver en mangelvare og vejret bliver mere ekstremt. Vi har et fælles ansvar for at genskabe balancen i naturen. Et ansvar som Earth Hours mørke time er med til at manifestere både hjemme i folks dagligstuer og på kommunalt niveau. Der er mange løsninger derude, så det handler om at tage dem i brug nu,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Jammerbugt Kommune slukker for lyset og tænder for livet til dette års Earth Hour.

Fakta
Hvert år i marts engagerer WWF millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder, kommuner og byer verden over for at sætte fokus
på klimaet. Earth Hour startede i Australien i 2007 og er siden hen blevet et globalt event.

De ydelser, som naturen leverer, kaldes økosystemtjenester og anslås at have en værdi af 125 milliarder dollars om året. Det er det dobbelte af verdens BNP.

Økosystemtjenester er ofte de ting vi tager for givet - ren luft, rent drikkevand og sund mad. Hav og koralrev giver mad og levebrød til hundredvis af millioner mennesker. Skovene renser luften, regulerer det lokale klima og sikrer vand til floder. Sunde jordbunde er afgørende for dyrkning af afgrøder, mens bjerge og gletsjere er vigtige vandkilder til større floder.

Læs mere på www.earthhour.dk