Jammerbugt Kommune øger den kommunale testkapacitet

Fra uge 14 øger Jammerbugt Kommune kapaciteten af kviktest for at være klar til at tage imod elever fra 5.- 8. klasse efter påske.

Kviktest af skoleelever og pædagogiske personale i Jammerbugt Kommune går fra uge 14 ind i en ny fase, når 5. – 8. klasses eleverne kommer tilbage i skole.

De seneste uger er eleverne i 9. og 10. klasse, specialklasseelever over 12 år og medarbejderne blevet testet af den kommunale testkapacitet. Nu opnormeres den kommunale testenhed, så de er klar til at varetage testningen af de mange elever fra 5.-.8 klasse, der vender tilbage til skolerne fra 6. april.

Blandt elever og medarbejdere tager en høj procentdel imod tilbuddet om test, alligevel er det blevet muligt at udnytte ledig testkapacitet, så også pædagogiske medarbejdere i dagtilbud, der er tilknyttet en skole, nu kan tilbydes test. Det tilbud gælder både på det kommunale og private område.

”Det er glædeligt, at flere elever kommer tilbage på skolerne efter påskeferien. Kommunens testpersonale står klar til at teste både elever og personale, når de møder op, så alle kan føle sig trygge. Personalet i børnehaver og vuggestuer, der er tilknyttet en skole, har haft tilbud om at blive testet de sidste par uger. Det er sund fornuft at anvende ledige testkapacitet, når vi allerede tester personalet på skolerne ved siden af”, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

To spor af kviktest

Kviktest i kommunen kører i to spor. Det ene spor er oprettet i forbindelse med den gradvise åbning af skolerne. Her er det kommunerne, som har ansvaret – dette spor kaldes også ’skolespor’. Det andet spor er samfundssporet, som Regionen har ansvaret for. Jammerbugt Kommune er i løbende dialog med Regionen om den nødvendige testkapacitet, og hvor teststeder skal placeres rundt om i Jammerbugt Kommune.