Hovedsponsor til Tour de Jammerbugt

Sparekassen Vendsyssel Fondene Brovst & Hvetbo er igen i år hovedsponsor for Tour de Jammerbugt 2020.

Der er stor interesse for Tour de Jammerbugt – både fra deltagere, frivillige, foreninger og sponsorer. Sparekassen Vendsyssel Fondene Brovst & Hvetbo har valgt igen at være hovedsponsor for Tour de Jammerbugt og det glæder formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.

”Det glæder mig, at det gode samarbejde med vores hovedsponsor igen i år kan fortsætte. Den store opbakning til løbet fra både sponsor, deltagere, involverede foreninger og frivillige ildsjæle ude i vores lokalområder er uundværlig, og de bidrager alle med noget ganske særligt,” fortæller formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.   

Jammerbugt Kommune forventer at få mindst lige så stor opbakning til løbet igen i år. Blandt andet fordi flere lokale aktører fra de 24 lokalområder har vist deres interesse for at være mere involveret i planlægningen og udførelsen af Tour de Jammerbugt.

”Vi har i år udvidet løbet med en gårute på 5-8 km. og en guidet gårute på 3-5 km., og derudover vil flere af ruterne have start og slut i samme by – nemlig slutbyen. Vi håber derfor at kunne lokke endnu flere til at deltage på en eller flere af vores otte etaper,” uddyber Helle Bak Andreasen.

Tilmeldingerne til dette års Tour de Jammerbugt 2020 er åbne, og første etape afvikles onsdag den 29. april fra Slettestrand til Brovst.

Læs meget mere om Tour de Jammerbugt via arrangementets facebookside eller via hjemmesiden for Tour de Jammerbugt.

Etaperne

Der er otte etaper fordelt på otte dage

1. etape - 29. april: Slettestrand – Hjortdal – Tranum – Brovst  

2. etape - 6. maj: Halvrimmen – Arentsminde – Birkelse – Aabybro  

3. etape - 20. maj: Gøttrup – Klim – Vester Torup – Thorup Strand 

4. etape - 3. juni: Gjøl - Øland - Torslev - Skovsgaard  

5. etape - 17. juni: Ingstrup - Vester Hjermitslev - Saltum - Pandrup  

6. etape - 12. august: Attrup – Bejstrup – Bonderup – Fjerritslev  

7. etape - 26. august: Kaas – Moseby – Rødhus – Hune – Blokhus  

8. etape - 2. september: Aabybro - Biersted - Nørhalne - Biersted  

På hver af de otte etaper kan deltagerne vælge mellem otte discipliner med hver deres distance og starttid.

 Distancer og starttider

  • 18:00 Halvmaraton løb 
  • 18:30 MTB 
  • 18:40 Hyggecykel 
  • 18:40 Inliner 
  • 19:00 10-14 km løb 
  • 19:00 5-8 km walk 
  • 19:00 3-5 km Guidet walk 
  • 19:20 5-8 km løb