Forbindelsen mellem Blokhus og Løkken styrkes

Realdania støtter Hjørring og Jammerbugt kommuner med at udvikle Blokhus-Løkken til en samlet destination. Kommunerne modtager godt 3 mio.kr. til at forbinde de to byer med en sti til fodgængere og cyklister.

Jammerbugt og Hjørring kommuner har i flere år samarbejdet om at samle Blokhus og Løkken til én stor sammenhængende vestkystdestination som et led i realiseringen af Udviklingsplan for Vestkysten. Blandt andet er der udarbejdet en fælles ’Strategisk-fysisk Udviklingsplan Blokhus/Løkken’, der sætter kursen for den fælles turismeudvikling.

Med støtten fra Realdania kommer arbejdet med at samle de to områder et skridt nærmere. Nu kan kommunerne videreudvikle og styrke det stisystem, Sti100, som allerede i dag giver stor værdi til turister og fastboende.

I dag går Sti100 fra Blokhus til Kettrup Bjerge, som ligger cirka midt mellem Løkken og Blokhus og forbinder sommerhusområderne i kystbaglandet med by og strand. Stien går i eget tracé, væk fra den motoriserede trafik. Projektet, som Realdania støtter, skal videreudvikle stien, så man kan bevæge sig hele vejen mellem Blokhus og Løkken til fods og på cykel og så de mange naturoplevelser undervejs styrkes og understreges.

Realdania støtter projektet med 3,37 mio.kr., som en del af deres satsning ’Vestkysten viser Vejen’. Tidligere har Realdania også støttet tilblivelsen af udviklingsplanen for Blokhus-Løkken, hvori udviklingen af Sti100 spiller en afgørende rolle for udviklingen af Blokhus-Løkken som en samlet destination. Stien gør det muligt for turister og sommerhusejere at bevæge sig mellem kystbyer og naturoplevelser ved egen kraft og lade bilen stå ved sommerhuset. Det er endnu et skridt i en bæredygtig udvikling, som også Realdania er optaget af.

  • ”Det er meget glædeligt, at Realdania forsat er interesserede i at støtte op om udviklingen af Vestkysten. I Nordvestkysten har vi et stærkt tværkommunalt samarbejde. Det samarbejde involverer blandt andre mange lokale aktører, som også bidrager økonomisk til vores projekt med at få stisystemet til at gå hele vejen fra Blokhus til Løkken. Med midlerne fra Realdania kan vi nu gå i gang med at færdiggøre Sti100, så den fortsat kan glæde og gavne turister og lokale nordjyder”, udtaler borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade.

Et tæt samarbejde

Projektet med at færdiggøre Sti100 bliver realiseret med den centrale samarbejdspartner Kaj Kjær Flora & Fauna (KKFF). KKFF er en fond, stiftet af Peter Kjær, som har til formål at bidrage til en bæredygtig udvikling med naturen som løftestang til grøn turisme og naturudvikling. Fonden stiller arealer til rådighed for stiforløb, og bidrager med konsulenttimer til projektet.

Jammerbugt og Hjørring kommuner vil arbejde tæt sammen, og gøre brug af de stærke relationer til Naturstyrelsen Vendsyssel og Destination Nordvestkysten.

  • ”Naturen er Vestkystens helt store attraktion. Sti100 er et længe næret ønske og et led i en fokuseret udvikling af området som helhed. Vi er helt sikre på, at mange vil få stor glæde af det løft, som stien vil give området – til gavn for både lokalområdet og turismen på tværs af kommunegrænsen”, udtaler Anna Oosterhof, projektchef i Destination Nordvestkysten

Tidsplan

Projektet bliver realiseret i tre etaper over årene 2021, 2022 og 2023 og de centrale aktører fra lokalområderne vil blive inddraget i processen.

Den øvrige projektøkonomi er også på plads, hvor midlerne stammer fra henholdsvis KKFF og fra offentlige midler.

 

 

 

 

Se her...

Corona - Hvad betyder det for dig i Jammerbugt Kommune?

Corona - Få overblik over situationen

Symptomer og hvordan du kan forebygge smitte

coronasmitte.dk

coronasmitte.dk: Coronavirus/covid-19 i Danmark

Sundhedsstyrelsens vejledninger

Ofte stillede spørgsmål og svar om Corona

Følg kommunalbestyrelsesmøderne

Genbrugspladserne er åbne

Læs mere på derforjammerbugt.dk

Fang rotten med musen

Anmeld rotter

Den Digitale Hotline 7020 0000