Fastelavn for store og små

Børnehavebørnene fra Anlægsvejens Børnehave var mandag formiddag forbi Aabybro Plejehjem for at slå katten af tønden. Der var smil og glæde både inde og ude, mens det blev afgjort, hvem årets kattedronninger og kattekonger blev.

I mere end 25 år har børn fra Anlægsvejens Børnehave slået katten af tønden hos beboerne på Aabybro Plejehjem, der er nabo til børnehaven. I år foregik det udenfor, og fornøjelsen var stor hos både store og små. Der var ingen tvivl om, at beboerne nød at se de små fejre fastelavn.

Formiddagen startede med fastelavnsboller, juice og masser af vink gennem ruderne til beboerne, der sad på sikker afstand og holdt øje med aktiviteterne. Børnene og pædagogerne sang også ’Kan du gætte, hvem jeg er’ og Boller op – boller ned’, inden børnene slog løs på de to tønder. Tønderne havde børnene selv malet i ugen op til dagen. Mens plejehjemmet havde stået for at fylde tønderne med godter.

Der var to tønder – en til grøn stue, og en til rød stue. Efter flere hårdtslående runder faldt de første brædder og slik og rosinepakker raslede ud. Herefter blev både kattedronning og kattekonge fra hver stue kåret. På rød stue blev Adam kattekonge, mens Hilde blev kattedronning. På rød stue blev Abel kattekonge, og kattedronningen blev Mila.