Fartkampagne 2021

Rådet for Sikker Trafik kører i uge 10, 11 og 12 fartkampagnen ”Sænk farten – bare lidt”. Jammerbugt Kommune støtter op om kampagnen. Det betyder bl.a., at vi sætter vejkantsplakater op rundt omkring på vejene.

Øde veje frister bilister til at køre stærkt

Rådet for Sikker Trafik peger på, at nedlukningen af samfundet giver ekstra plads på de danske veje, og det får nogle danskere til træde hårdere på speederen. Og det er et problem, for farten er helt afgørende i mange alvorlige ulykker.

Faktisk faldt antallet af personbiler på vejene i januar 2021 ifølge Rådet for Sikker Trafik hele 30 procent i sammenligning med samme måned sidste år. Alligevel sigtede politiet cirka samme antal bilister i deres landsdækkende fartkontrol i januar, som de gjorde sidste gang, de havde en tilsvarende kontrol før coronakrisen.

Borgere er bekymrede for hastigheden

Flere end 9 ud af 10 svarer, at de oplever, at der bliver kørt for stærkt i deres lokalområde, oplyser Rådet for Sikker Trafik. Og for flere end 8 ud af 10 skaber den for høje fart utryghed, irritation eller bekymring.

”Mange bliver utrygge, når der bliver kørt for stærkt i deres eget lokalområde, og det er bestemt ikke uden grund, fordi for høj fart er en afgørende faktor i mange ulykker. I cirka 75 procent af dødsulykkerne med for høj fart kunne ulykken helt være undgået, hvis ikke der var blevet kørt for stærkt. Vi sparer ikke ret meget tid ved at køre for stærkt, men vi tager en stor risiko, når vi gør det”, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

I de resterende 25% af dødsulykkerne med for høj fart kunne skaderne være blevet markant mindre, hvis ikke der var blevet kørt for stærkt. I mange tilfælde ville ulykken ikke have haft dødelig udgang. Det viser en opgørelse fra Vejdirektoratets Dødulykkesstatistik.

Fakta om fartulykker

  • Fra 2014 til 2019 er 401 personer blevet dræbt i trafikken på grund af for høj hastighed.
  • Øges hastigheden fra 80 til 93 km/t, fordobles risikoen for at blive involveret i en dødsulykke.
  • Kører man ind i et vejtræ med 90 km/t, svarer det til frit fald fra 12. etage.

Kontaktinformation:

Michelle Laviolette, seniorprojektleder, Rådet for Sikker Trafik. 24961144